Kostråd
Kost & motion

Ekspert om kostråd: En fødevare kan ikke i sig selv være sund eller usund

Den ene dag er mælk sundt, den næste dag forbudt. Det er nemt at blive forvirret over forskellige kostråd, og det får også flere og flere af os til at lave vores egne. Men hvilke kostråd bør vi egentlig følge?

Stenalderkost og Low Carb High Fat er eksempler på en tendens til, at danskerne i stadig stigende grad sammensætter deres egen fortælling om, hvad det sunde liv vil sige.

– Jeg oplever i allerhøjeste grad den tendens, at folk laver deres egne kostråd, men der er også flere undersøgelser, der dokumenterer tendensen, siger Morten Elsøe.

Han er uddannet i molekylær medicin og ernæring fra Aarhus Universitet, rådgiver om sundhed og udkom sidste år med bogen ”Slut med forbudt”.

Ifølge Morten Elsøe kan konsekvensen af at lave vores egne kostråd være, at vores tanker i al for høj grad kommer til at handle om mad. Det er i første omgang usundt for sindet, men det kan også blive usundt for kroppen.

– Hvis folk for eksempel forsøger at tabe sig, men ikke kan overholde en bestemt kur, vil de ofte tænke, at det alligevel ikke nytter, og gå over i den helt anden grøft, fortæller han.

Forvirring over kostråd

Morten Elsøe mener, at vi har mistet tillid til sundhedsmyndigheder, eksperter og andre autoriteter. Og på nettet er det svært navigere i krydsfeltet mellem videnskab og løgn og latin.

Holdningerne til plantemargarine, smør, hvedemel, pasta, sukker, kaffe, gluten, fiskeolie, riskiks, frugt (som jo indeholder frugtsukker), grillet kød og … fyld selv flere på listen … har svinget fra en yderlighed til en anden. Den ene dag sundt – den næste dag sortlistet.

Morten Elsøe kan derfor sagtens forstå, at folk bliver forvirrede, men synes ikke, at man skal forkaste råd fra eksperter, der har forsket 10-15 år i sagen.

– Vi må se det sådan, at vi ikke ved mere om biler end mekanikeren, og ikke ved mere om tænder end tandlægen. Sådan er det også med kost, siger Morten Elsøe.

LÆS OGSÅ: Fup og fakta: Hvilke kostråd gælder?

Kritik: Kostråd er bagud

Nye studier fortæller os hele tiden, hvad vi bør spise eller holde os fra. Men ifølge Morten Elsøe er studierne ofte brudstykker af det store sundhedsbillede. Når et studie viser noget helt andet end alle de andre, er det med stor sandsynlighed fyldt med fejl – men det får stadig stort fokus i medierne.

Officielle anbefalinger bygger derimod på overordnede studier, der ser på helheden af al den tilgængelige viden.

Morten Elsøe oplever, at vi mennesker har behov for at vide, om en fødevare er sund eller usund. Men en fødevare kan ikke i sig selv være sund eller usund. Sundhedsværdien afhænger altid af mængder, og hvad man i øvrigt spiser.

Ingen usunde fødevarer?! Er du forvirret nu?

LÆS OGSÅ: Drop alt om de 8 kostråd

Trang til enkelhed

Når vi er forvirrede over virvaret af udmeldinger om sundhed, kan vi ifølge Morten Elsøe nemt blive grebet af en samlet, simpel fortælling om sundhed og kost.

– Fortællingen kan være om stenalderkost: at vi skal spise, som vi gjorde engang, før vi begyndte at dyrke jorden, og at tilsætningsstoffer er farlige, fordi de er moderne. Noget i fortællingen kan være rigtigt, men andet forkert. Problemet er, at folk æder fortællingen som helhed, siger Morten Elsøe.

Han uddyber, at almen sund fornuft ikke er noget godt pejlemærke.

- For nogle vil rådet om, at "et æble om dagen er sundt", betyde, at 30 æbler er 30 gange så sundt.

 

Giv et gaveabonnement i julegave! Vælg imellem 17 forskellige blade - f.eks. FEMINA. Klik her for at læse mere

Individuelle kostråd

Sund kost for en overvægtig er ikke nødvendigvis det samme som sund kost for en normalvægtig eller undervægtig. Fordi alle mennesker er forskellige, og fordi viden om kost og ernæring er så kompleks, mener Morten Elsøe, at de officielle kostråd med fordel kan gøres mere individuelle.

– Det kunne være et system, hvor hver enkelt angiver, hvordan de spiser nu, om de er overvægtig eller undervægtig, om der skal tages hensyn til dyrevelfærd, om klimaet betyder noget. Ud fra den samlede viden om en person kunne myndighederne anbefale et sæt kostråd, funderer Morten Elsøe.

Hvis det stadig virker uoverskueligt, anbefaler han at følge det første kostråd: Spis varieret, ikke for meget, og vær fysisk aktiv.

– Hvis man gør det, har man allerede gjort meget for sin sundhed, siger Morten Elsøe.

 

Om Morten Elsøe:

  • 30 år.
  • Forfatter til bogen ”Slut med forbudt”, 2016.
  • Selvstændig rådgiver i sundhed og ernæring.
  • Uddannet i molekylær medicin, siden molekylær ernæring fra Aarhus Universitet.
  • Læs mere på Mortenelsoe.com

 

Læs mere om: