Martin Buch
Kendte fortæller

Martin Buch om sin barndom: "Jeg vil gerne gå under radaren"

Som barn kan skuespiller Martin Buch få hele klassen til at grine, men ellers går han under radaren, og i familien har han fået tilnavnet ”den tavse dansker”. Han betragter damerne i pels, der spiser trekantede sandwich i cafeteriet i Magasin, og han elsker, når hele familien skal i sommerhus på Ærø.

Jeg er født på en fødeklinik...
...i Søborg 4. november, 1968, og jeg vokser op i Lyngby. Jeg er en efternøler, min søster er fem år og min bror er syv, da jeg kommer til verden. Vi bor på Haraldslundsvej og på Einarsvej. Min mor holder op med at arbejde, da jeg kommer til. Inden arbejder hun som boligmontør og indretter i Magasin. Min far er underdirektør i Det Danske Trælast Kompagni.
 
Mit første minde...
...fra min barndom er, at jeg er på en byggelegeplads. Jeg er der med min søster og mor, og så sætter de mig ned i et bur fuld af kaniner. Jeg bliver bange og græder. Jeg vil ikke være dernede. Den dag i dag er jeg stadig bange for kaniner. Min søster har en stor fed kanin, og jeg er ikke tryg ved den. Kan den finde på at bide? Jeg stoler ikke på kaniner, og det stammer måske fra dengang.
 
 
Min mor er bestemt. hun ved, hvad hun mener om tingene. 
Men min mor er også meget mild og meget dedikeret til os børn, hun er en kærlig mor og gør, hvad hun kan for at skabe tryghed for os. Måske også for trygt. Jeg er den sidste af børnene, og jeg er måske ikke så planlagt. Og mine søskende er relativt store på det tidspunkt, jeg kommer til verden, så jeg kommer som en lille maskot til sidst, der bliver båret frem uden, at jeg behøver at gøre noget, jeg har f.eks. ingen huslige pligter.  Når jeg kigger tilbage på det, ved jeg ikke, hvor sundt det er for et barn.
 
Min mor har noget med i bagagen. 
Hun ved ikke, hvem hendes biologiske far er. Hendes mor er ansat som tjenestepige, da hun bliver født, og derfor bliver min mor som spæd anbragt på børnehjem. Min mormor besøger hende hver eneste weekend, men der går to år, før de genforenes for alvor. Min mormor møder sin kommende mand på Sandvig Badehotel, hvor de begge arbejder. Han tager hende og min mor til sig.  Jeg elsker den historie. Lidt af et mirakel på den tid. Min mor får en far, som er ham, jeg kalder morfar som barn, og som alle andre i familien forguder.  Han dør desværre, da jeg er syv, men vi når at få mange gode oplevelser sammen. Morfar giver mig et sværd, og vi fægter på sofaen, han tager skeden, og jeg tager sværdet. Jeg ved ikke, at han ikke er min ”rigtige” morfar, da jeg er barn. Det er dog også ligemeget, for mig er han min morfar. 
 
Jeg går ikke i børnehave,...
...men er hjemme hos min mor. Når jeg er ude at gå med min mor, og vi møder nogle, vi kender, og de siger: ”Hej Martin”, stiller jeg om bag min mor og hiver hende i skørtet. Jeg bliver kaldt ”Den tavse dansker” af min nærmeste familie, for jeg siger stort set aldrig noget, medmindre jeg er sammen dem. Jeg er meget genert, når jeg ikke er i trygge rammer. I trygge rammer er jeg derimod livlig og løber rundt og laver gas. Når jeg ser tilbage på det som voksen, tror jeg, at jeg ville have haft skidegodt af at være i børnehave, så jeg kunne få nogle venner og komme ud af komfortzonen. Jeg var nok lidt for meget sammen med min mor.
 
LÆS OGSÅ: Linda P: "Hos min far må jeg ryge smøger som 8-årig"
 
Min far arbejder rigtig meget i min barndom. 
Hans karriere tager fart, da jeg kommer til verden. Da jeg er syv år, begynder jeg til fodbold, det der bliver min store passion. Jeg er den eneste i hele min familie, der interesserer mig for det. Min far er til én kamp, jeg spiller. Det er den største dag i min fodboldkarriere, hvor vi vinder kredsmesterskabet. Så har min far sit fede kamera med, og tager holdbilledet, der kommer i Gladsaxe Folkeblad. Han kommer kun den dag, vi har mulighed for at vinde noget! Det er en lille smule irriterende. Han er der ikke så meget for mig. Det siger han også selv i dag, når han ser mig sammen med mine børn: Sådan en far har jeg aldrig været. Det har jeg det så fint nok med nu, jeg har tilgivet ham og passer på ham og hygger mig med ham.
 
Første skoledag møder jeg op med en ny taske og et nyt penalhus. tasken er med kunstigt læder. 
Min mor følger mig i skole. Der er et lille flag ved min plads, og et navneskilt, hvor der står Martin på.
 
Jeg kan godt lide at gå i skole. 
Jeg kan lide strukturen, at der er timer, hvor jeg skal noget fastlagt, og så er der frikvarter, hvor jeg jerner ud og spiller fodbold, hvilket jeg gør stort set i alle frikvarterer hele min skoletid. Så kommer jeg ind helt svedig til time hver dag. Det er trygt og godt. Jeg er stille i timerne. Jeg rækker ikke hånden op og råber ”tag mig”, som mange af de andre gør, og jeg siger ikke noget, uden jeg helt sikker på det. Jeg vil ikke risikere noget, jeg er ikke fremme i skoene, men det er jeg til gengæld i frikvarterne, på fodboldbanen.
 
Jeg er i det hele taget meget medium,...
...jeg driller ikke, og andre driller ikke mig. Jeg vil gerne gå under radaren, hvilket nok kommer fra en eller anden form for angst. Men jeg tror dog også, at min introverthed giver mig en anden indsigt, følsomhed og intuition som barn. Jeg er et meget betragtende barn. I dag kan jeg også godt lide at gå under radaren, men her tænker jeg, at det er en god ting. Hvorfor skal folk se på mig? Jeg er ikke god til at ”optræde” som mig selv i programmer og til premierer osv. Det skal virkelig have relevans, før jeg deltager.
 
KØB et abonnement: Få 3 nr. af Psykologi for kun 119 kr. – eller vælg imellem vores håndplukkede velkomstgaver her
 
I skolen synes de andre, at jeg er ret sjov på en mere stille og underspillet måde. 
Hvis snakken går i klassen om et eller andet emne,  kommer jeg ikke med indspark og lange indlæg, men når diskussionen er ved at være udtømt, kommer jeg med en bemærkning, som vender det hele på hovedet. Og det føles godt, når folk griner, så bliver jeg set på den måde. Så selvom jeg går under radaren, vil jeg alligevel gerne ses, bare ikke som klog, men som den sjove. Og jeg tror da, at den rare oplevelse af at være ham den sjove har gjort, at jeg ubevidst har udviklet humoren videre, og det er en af grundene til, at det at være sjov er en stor del af min karriere idag.
 
Min bedste ven i de små klasser hedder Michael. 
Ham er jeg venner med et godt stykke op i folkeskolen. Vi spiller fodbold og tennis sammen. Vi er begge Liverpool-fans og Lyngby-fans og ser Lyngby-kampene hver anden lørdag på Lyngby Stadion.
 
Vi kommer meget i Magasin min mor og jeg,...
...ikke i Lyngby Storcenter, endelig ikke, det var lidt trashet dengang. I Magasin er der et cafeteria, hvor pelsklædte damer sidder og spiser små trekantede sandwich, hvor skorpen er skåret af, og brødet er helt hvidt. Min mor er dog slet ikke den der dametype overhovedet. Hun går med lilla ble på hovedet og ryger pibe. Hun er ikke rødstrømpe, hun klæder sig bare som en.
 
I mit barndomshjem bliver vi ikke trænet til at tale om tingene. 
Hvis mine forældre er oppe at skændes, får vi børn ikke at vide, hvad det handler om. Min far kører ofte efter skænderi og kommer tilbage med nogle napoleonshatte, og så laver min mor te, og så er hyggen og den gode stemning genetableret. Jeg har lyst til at vide, hvad der foregår, og jeg får en uforløst, lidt utryg fornemmelse i maven. Men tingene bliver ikke sagt højt, når det er svært, og vi får ikke de voksnes stemningsskift forklaret. Det har præget mit liv, i dag har jeg svært ved at tale om problemer, mine følelser og er konfliktsky. Det er fuldstændig klassisk for min generation: Man har en mor, der ofrer sig for familien, og så har man en far, der kører afsted. Der er ikke nogen, der rigtigt taler om de problemer, der måtte være. Som voksen prøver jeg selv at ændre på det mønster. Jeg prøver at snakke med mine børn om, hvad der foregår indeni og sige undskyld, hvis jeg bliver sur. Jeg kan godt finde på at sige til dem: ”Jeg kan simpelthen ikke mere, jeg er så træt i dag, please ikke flere skænderier.”
 
Jeg bryder mig ikke om at sove ude hos min mormor, efter min morfar er død. 
Jeg har ikke rigtigt forbindelse med hende. En aften ligger jeg i hendes stue og uret tikker: tik-tok, tik-tok, tik-tok. Der lugter anderledes, jeg vil bare hjem. Endelig bliver det morgen, og mine forældre skal komme og hente mig. Jeg græder. Så ringer min mormor til dem og hører, om de er på vej. Min mor siger, at min far er i bad, og de vil komme derefter. For mig tager det en evighed, selvom de kun skal køre fra Lyngby til Amager. Jeg bliver kun passet få gange hos min mormor. Det fungerer ikke rigtigt.
 
Selvom min bror er syv år ældre, så introducerer han mig for al ny musik. 
Så jeg hører David Bowie, Lou Reed, Iggy Pop, The Cure, og Talking Heads som 11-12 årig. Og det er ret usædvanligt. De andre i klassen hører Duran Duran og Culture Club.  Nogle år senere er er der en David Bowie Let’s Dance Tour i Europa. Min bror og jeg vil gerne se ham i Gøteborg, men jeg må ikke komme med for min mor og far, jeg er for lille. Min bror lover, at han nok skal komme ind til mig efter koncerten, selvom jeg sover, og lige fortælle, om den var god. Og det gør han. Han hvisker:  ”Martin, det var crazy”.
 
Noget er det bedste er, når familien skal på ferie til Marstal på Ærø. 
Vi pakker bilens bagsæde med dyner og vattæpper og puder, bagagerummet er helt proppet med tasker og kufferter. Når vi kører afsted, er det virkelig fedt. Jeg sidder i midten på bagsædet, uden sikkerhedssele og 110 km i timen. Når vi ankommer til Rudkøbing, sejler vi med færgen fra Rudkøbing til Marstal. Når Marstal begynder at tordne frem i horisonten, er det første, jeg ser, spiret på kirken. Spændingen nærmer sig, færgen tuder på det rigtige tidspunkt. Det bedste er at vide, at nu har jeg en lang ferie, hvor jeg kun skal være sammen med familien.
 
LÆS OGSÅ: Kira Eggers om sin barndom: "Min mor svigtede"
 
Jeg kysser pigerne, når vi slukker lyset til fødselsdage. 
Og så vælter vi rundt. Jeg er også med, når drengene skal prøve at ligge oven på pigerne, helt stift, bare ligge med tøj på, men med tændt lys. Der ligger jeg bare og tænker: Det er spændende det her, men jeg ved ikke, hvad fanden det er for noget!
 
Det er lidt svært at sige, hvornår min barndom slutter. 
Måske da jeg kommer med på min første Roskilde Festival. Fra da af træder jeg ind i ungdommen med musik, frihed, alkohol og piger. 
 
Sådan ser jeg min barndom i dag
Jeg har været meget afholdt og elsket. Min barndom har været tryg og god, og jeg tænker, det har gjort mig rimelig tillidsfuld og empatisk i dag. Jeg tænker dog også, at jeg er blevet misskånet i min barndom, jeg skulle være blevet skubbet mere ud i nogle ting, f.eks. ved at have været i børnehave. Eller med til min morfars begravelse. Jeg kunne også godt have tænkt mig, at mine forældre havde været bedre til at samle op på deres skænderier og fortælle os børn, hvad der foregik. Dér blev vi også skånet. Og selvfølgelig at have mere samvær og nærvær med min far. Når det er sagt, så har vi alle sammen nogle forskellige forudsætninger både i forhold til dem, vi er, og hvad vi kunne udvikle os til, og der er lagt forhindringer for os alle sammen i vores opvækst, og det har der også været i mine forældres opvækst. Mine forældre har gjort, hvad de kunne med de forudsætninger, de havde, i den tid de levede i, hvor der gjaldt nogle andre normer.
 
Om Martin Buch
Martin Buch er skuespiller. Han er uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 1996. Han har i løbet af sin karriere medvirket i en række opsætninger på københavnske teatre og i en række serier og film. Han udgør også den ene del af DR2’s satiremakkerpar Rytteriet, den anden er Rasmus Botoft. Senest har han medvirket i filmen ”Mødregruppen”, der havde premiere i februar. Bor på Amager med sine to børn.

Læs mere om: