chokolademousse
Desserter

Chokolademousse med chokoknas og chokoladeis

Chokoladeknas, chokolademousse, chokoladeis. Det er slet ikke for meget af det gode. Her får du opskriften på chokolademousse med chokoknas og chokoladeis

Chokolademousse med chokoknas og chokoladeis

 
Tid: 30 minutter. Køletid: 1 time
Antal personer: 4
 
KRYSTALLISERET CHOKOLADE
50 g chokolade (f.eks. Dulcey fra Valrhona)
50 g vand
50 g sukker
1 sukker- eller bagetermometer
 
CHOKOLADEMOUSSE
2 æggeblommer
1½ spsk. sukker
100 g mørk chokolade 60 %
2 dl double cream 48 % 
(f.eks. fra De 5 Gaarde)
 
TIL SERVERING
4 kugler god chokoladeis
lidt flagesalt
lidt olivenolie
 
PRØV OGSÅ: Hvid chokolademousse med friske bær
 

Opskrift - sådan laver du chokolademousse med chokoknas og chokoladeis

 
1. KRYSTALLISERET CHOKOLADE: Smelt chokoladen i en varmefast skål over vandbad. Varm vand og sukker op til 118° i en lille gryde (brug sukker- eller bagetermometer), og hæld sukkerlagen i den varme chokolade under kraftig piskning. Pisk, til det får en gruset konsistens. Lad det afkøle.
 
2. CHOKOLADEMOUSSE: Pisk æggeblommer og sukker sammen til en lys og luftig masse. Smelt chokoladen over vandbad, og vend den i æggeblandingen. Pisk double cream til skum, og vend i blandingen. Sæt moussen på køl i ca. 1 time.
 
3. SERVERING: Fordel den krystalliserede chokolade i bunden af 4 skåle. Anret mousse ovenpå, og lav en fordybning i moussen med bagsiden af en varm ske. Læg en kugle is i fordybningen. Drys med lidt salt, og dryp med olie.