næseoperation før og efter
Se, lyt & oplev

Louise fik en næseoperation i Tyrkiet

Efter mange års utilfredshed fik 43-årige Louise Søgaard endelig råd til en næseoperation. Men hun skulle rejse helt til Izmir i Tyrkiet for at finde en plastikkirurg, hun turde overlade sit ansigt til. Hør om forløbet og se resultatet her.

Louise fortæller om sin næseoperation i Tyrkiet

Jeg må ikke træne de næste fire uger, ligesom jeg ikke må bære briller, bøje hovedet nedad eller få pulsen op, når jeg cykler på arbejde. Det fortæller min tyrkiske kirurg dr. Reha mig, da jeg er vågnet efter operationen. Han har skåret det af, han kalder for ”mine balkoner på næsen”, og så har han formet en næse, som efter hans overbevisning vil klæde mig. Selv må jeg vente en uge på at få gipsskinnen af og endnu mange måneder på at se det endelige resultat. Jeg kan mærke, mit ansigt er hævet, og jeg kan dårligt se ud ad øjnene – men jeg har ingen smerter.

Som bedøvelsen slipper sit tag i mig, ryster jeg over hele kroppen – ikke af frygt, men af kulde. Det er helt normalt, forsikrer de søde sygeplejersker mig. Jeg er indlagt på et stort, moderne hospital i Izmir. I Tyrkiet må læger ikke operere på deres egne klinikker. I stedet må privatlæger som dr. Reha leje et operationsrum på et privathospital og booke deres patienter ind, som var det et hotel.

Populære kirurgirejser

Jeg er ikke den eneste danske patient på sygehuset Kent Hastanesi i Izmir den dag i september, og ifølge forskningschef Marianne Levinsen Fremforsk er kirurgirejser en stigende tendens. Hvad der ifølge forskningschefen startede som tandlægerejser, hvor forbrugere begyndte at rejse til udlandet for at få lavet billigere tænder, har nu udviklet sig til et nyt, voksende koncept i rejsebranchen.

– Nu kan man købe færdige rejser med alle tænkelige former for operationer, forskellige rekreative aktiviteter og kulturelle oplevelser som en samlet pakke, fortæller Marianne Levinsen. Hun forklarer, at det i Danmark især er to segmenter, som lader sig skønhedsoperere.

– Der er Linse-segmentet fra Vestegnen, som vil have store forlygter, kunstige negle og tatoveringer. De giver den fuld gas og taler om deres skønhedsoperationer, som andre taler om deres nye bil. Og så er der Whiskybælte-segmentet, som tilstræber borgerskabets diskrete charme. De får sprøjtet pølsegift under huden og løftet øjenlågene for at skjule deres alderstegn. For dem betyder det meget, at det ser naturligt ud, og de har penge nok til at få foretaget operationerne på danske klinikker. Det er oftest Linse-segmentet, som går efter det bedste tilbud på nye bryster og derfor også gerne rejser til Letland efter dem.

Kroppen er et objekt

For alle, der får foretaget kosmetiske operationer, gælder det ifølge Marianne Levinsen, at de ønsker at forbedre deres potentiale.

– Vi kan se, at det især er unge og i forvejen kønne kvinder, der får foretaget kosmetiske operationer. Men det er også den gruppe, som føler det største pres for at se godt ud, fortæller hun.

Det er svært at finde tallene på kirurgiske indgreb i Danmark, da det foregår både i offentligt og i privat regi, og da der ikke foreligger data hverken fra de private klinikker eller de udenlandske. Men der er tydeligvis tale om en stigende tendens, og dermed er der også flere, der køber kirurgirejser. Både fordi kirurgerne bliver dygtigere, det bliver nemmere at sammenligne danske og udenlandske kirurger, og fordi vi går stadig højere op i vores udseende.

Ønsket om en kosmetisk operation handler om forskellige ting, forklarer hun.

– For de unge er det for at kunne performe bedre. For Linse-segmentet er det en livsstil. De anskuer deres krop som et objekt, der hele tiden kan forbedres. Men for den ældre generation handler det mere om at optimere sundhed og livskvalitet. Det er de unge, som vælger en kosmetisk operation i udlandet, fordi det er billigere. De ældre har et andet krav om sikkerhed, og de stoler ikke i lige så høj grad på de sociale medier, siger Marianne Levinsen.

LÆS OGSÅ: Feminas stylist fik en maveoperation

Ingen komplikationer

For mig handler ønsket om en ny næse om min skræk for at komme til at ligne en heks, når jeg bliver ældre. Næsen skulle efter sigende vokse hele livet, og min bliver ganske rigtig mere og mere kroget, ligesom min næsetip viser tegn på at ville spalte sig. Hver gang jeg kigger mig i spejlet, ser jeg kun min næse, og den gør mig ked af det. Når jeg skal fotograferes, tænker jeg over, hvilken vej jeg bør vende næsen, så lyset ikke fremhæver den bule, næsen har fået. Faktisk føler jeg, det slet ikke er min næse. Jeg er blevet snydt og har fået en, som slet ikke passer til mig.

Morgenen efter operationen besøger dr. Reha mig på min stue. Han forklarer, at min hud på næsen er så tynd, at han havde været nødt til at gøre sig ekstra umage med at slibe min næseryg helt glat. Enhver ujævnhed på knoglen vil kunne ses igennem min tynde hud, forklarer han, og jeg bliver en smule nervøs.

Dr. Reha forsikrer mig imidlertid om, at skulle resultatet ikke være så godt, som han har håbet på, vil han rette det for mig uden ekstra betaling, næste gang han kommer til København. Først om seks dage vil han være i stand til at se, om min næse virkelig er så fin, som han regner med, den er. Seks dage ... det føles som seks år. Indtil da skal jeg tage den med ro, holde mig fra sol og varme og skylle mine ømme næsebor seks gange om dagen med saltvand, og to gange om dagen med næsespray.

Halvt avatar

Endelig – efter fem dage kan jeg besøge dr. Reha i hans private klinik. Hævelserne er faldet så meget, at gipsen sidder løst, og det er hverken smertefuldt eller ubehageligt at få den fjernet. Jeg er forberedt på det værste, men overrumples af begejstring, da jeg for første gang ser min nye næse i spejlet. Godt nok ligner jeg mest af alt en avatar, fordi næseryggen mellem mine øjne er så hævet. Men en avatar med en meget fin og lige næse. Om den så aldrig bliver anderledes, er jeg stadig glad, forsikrer jeg dr. Reha og hans søde, dansktalende patientvejleder Ümran (udtales Ymran). Hun har været min kontaktperson hele vejen igennem, svaret på alle mine spørgsmål og oversat alt, hvad jeg har skullet underskrive af papirer. Nu er hun med mig til mit første møde med min nye næse, og hun er lige så glad og tilfreds som jeg og dr. Reha.

Få 13 nr. af femina + glasvase fra Lyngby Porcelæn for kun 348 kr.

Hvorfor Tyrkiet?

I flere år gik jeg rundt og regnede med at skulle spare sammen til en tur til Bangkok, fordi der også findes mange dygtige næsekirurger dér. Men ved hjælp af internettets efterhånden uanede muligheder for at undersøge de forskellige kirurgers arbejde, faldt jeg over en tyrkisk læge med et usædvanligt godt ry. Jeg søgte blandt før/efter-billeder af næser og kunne især lide dem, dr. Reha tog æren for. Rejsen til Tyrkiet skræmte mig heller ikke lige så meget som udsigten til at tage til Bangkok.

Ifølge brugerne på Mylooks.dk (forbrugerportal om alt inden for plastikkirurgi og kosmetiske behandlinger, red.) og velinformerede kilder findes der endnu ingen virkelig dygtig næsekirurg i Danmark. Der var selvfølgelig et par navne på danske dygtige kirurger, men ingen, som kun laver næser. Det gør dr. Reha heller ikke, men han havde udelukkende positiv omtale på diverse fora på nettet, og at han ligefrem har en dansktalende patientvejleder afgjorde sagen for mig.

Næsens dagbog

Dag 2

Jeg er hævet om øjnene, som er mørkelilla hele vejen rundt. Øjenomgivelserne er så hævede, at jeg ikke kan få kontaktlinser på. Mine smagsløg er stadig bedøvede.

Dag 3

Hævelsen om øjnene er flyttet længere ned på ansigtet. Den sidder nu ved kindbenene og får mig til at ligne en hamster. Jeg vovede mig udenfor med stor hat og solbriller på skinnen. Det er svært at spise, fordi hævelsen gør det svært at åbne munden helt op.

Dag 5

Jeg er til tjek hos dr. Reha. Han skifter mine plastre ved gipsen og forklarer, at når han ændrer en kvindes krogede næse, ændrer han også hendes personlighed. En stor eller kroget næse kan få kvinder til at se aggressive ud.

Dag 6

Varmen gør mig svimmel. Måske er hævelsen gået i mellemøret. Den sidder så lavt på mine kinder, at jeg ligner et egern med kindposerne fulde af nødder. Til gengæld er hævelsen omkring min næse faldet så meget, at gipsskinnen sidder løst og begynder at klø en smule.

Dag 7

Endelig skal jeg se min nye næse. Det gør en smule ondt, da dr. Reha løsner gipsskinnen, men jeg glemmer alt om smerter, da jeg vender mig fra briksen og ser mig i spejlet. Mit smil fortæller alt. Den er helt lige og noget så fin. Jeg får plaster på igen. Det skal jeg beholde på i fire dage, så andre ikke bliver alt for forskrækkede over mit forslåede udseende.

Dag 8

Jeg rejser hjem til Danmark som en glad kvinde med en ny næse. Der er ingen følelser i den, men jeg kan alligevel ikke lade være med at mærke på dens nye form hele tiden.

Uge 2

Næsen føles, som om den sover, og den er så øm, at jeg dårligt kan røre ved den, når jeg vil vaske ansigt eller skylle næsebor.

Uge 3

Jeg er stadig sort på kinderne. Til gengæld kan jeg nemt trække vejret gennem næsen, da næseborene ikke er så hævede mere.

Uge 4

Hævelsen er faldet meget, og jeg kan begynde at røre ved min næse, uden at den gør alt for ondt.

Efter 2 måneder

Når jeg ser mig i spejlet, bliver jeg glad. Og selv om det måske er overfladisk lykke, at man kan lide, hvad man ser i spejlet, så mærker jeg, at dr. Reha havde ret. De negative tanker om min heksenæse, har påvirket mit selvbillede. Jeg var skrap, fordi jeg så skrap ud. Nu ser jeg mindre skrap ud, og glæden ved det gør mig muligvis også mindre hård i filten.

Fakta om næseoperationen

Økonomi

Jeg betalte 700 euro på forskud og 2.800 euro i kontanter til patientvejleder Ümran på selve operationsdagen.

Fly tur-retur til Izmir koster 2.300 kr. pr. næse med mellemlanding i Istanbuls Atatürk-lufthavn.

Hotellet koster 3.000 kr. for et 8-dages ophold for 2 personer (1 person er samme pris).

Mad er utrolig billigt i Izmir, cirka det halve ift. Danmark.

Godt at vide

Jeg planlagde selv min rejse til Izmir, og jeg hilste først på dr. Reha kort tid før operationen. Hvert år opererer dr. Reha alene omkring 50 danskere. Medbring en hat med stor skygge, og et par store solbriller. Så kan du næsten gå ubemærket omkring. Selv om hospitalet Kent er meget moderne, er maden ikke god. Jeg havde selv vand, snacks og mad med.

Ekspert: Tænk dig om

Forbrugerrådet Tænk anbefaler, at man tænker sig grundigt om, inden man rejser til udlandet for at lade sig operere. Alle former for danske regler for klage- og erstatningsmuligheder bortfalder, i det øjeblik du lader dig operere uden for Danmarks grænser på eget initiativ, forklarer sundhedspolitisk seniorrådgiver Sine Jensen fra Forbrugerrådet.

Kirurgi-turister kan forsikre selve rejsen, men planlagte behandlingsforløb dækkes ikke af nogen. Patienten kan altså ikke klage gennem hverken rejseforsikringen eller Patientklagenævnet eller søge erstatning gennem Patientforsikringen, hvis noget går galt.

– Når danskere henvender sig til forbrugerrådet Tænk med klager over kirurgi-rejseselskaber, kan vi ikke hjælpe. Vi henviser i stedet til Forbruger Europa, fortæller Sine Jensen.

Ingen dansk sikkerhed

Sine Jensen forklarer, at vælger man en operation i udlandet, fravælger man den danske sikkerhed, der betyder, at lægen har pligt til at oplyse om alle risici ved operationen. Denne lov gælder ikke nødvendigvis i de lande, hvor man kan få foretaget billige operationer.

– Dermed kan man blive opereret uden at kende eventuelle negative konsekvenser ved indgrebet. Forbrugerne kan risikere at blive vildledt til at få foretaget en operation, som de helt klart ville have fravalgt, hvis de havde kendt til alle bivirkninger og risici, siger hun.

– Det er en risiko, som man bør overveje, ligesom man bør regne på, om det nu i virkeligheden kan betale sig at rejse til udlandet, selv om selve indgrebet er billigere dér. Ofte skal patienten jo bruge mange feriefridage på sådan en rejse. Ligesom man kan risikere, at man som nyopereret ikke får lov at flyve hjem igen. Der er flyselskaber, som ikke vil tage ansvar for folk, der møder op med bandager, og det kan gøre turen både længere og dyrere, advarer hun.

LÆS OGSÅ: Pia fik fjernet poserne under øjnene med kirurgi