bøger til sommerlæsning
Se, lyt & oplev

11 gode bøger til din sommer

Sommertid er læsetid. Fred og ro under parasollen med en god bog. Men hvilken? Her giver vi på redaktionen nogle af vores bedste læseoplevelser lige nu.

HER FÅR DU 11 GODE BØGER TIL DIN SOMMER

 

1. Skræmmende god
Hvis du er vild med ”The Handmaid’s Tale” af Margaret Atwood, så vil du sikkert læse Solens Kerne (Jensen & Dalgaard) af Johanna Sinisalo med fornøjelse og tilbageholdt åndedræt. I denne finske roman, som udkom på dansk i marts, er Finland omgivet af hedonist-stater, hvor der er frihed og nydelse – men det har den finske stat et jernhårdt greb om i romanen. Her er der skabt et absurd univers, hvor kvinder via racehygiejne primært er underdanige, altid sex-villige væsener, der skal føde børn, passe hjemmet og opfylde mandens behov. I det land vokser Vanna op – tidligere hed hun Vera, men nu må kun mænd have navne med r. Veras bedstemor lader hende i al hemmelighed læse bøger, som ikke er egnet for kvinder – der naturligvis kun skal lære at lave mad, passe børn og hylde staten – for udenpå lever Vera nok op til idealet om en køn nikkedukke, men indeni raser videbegærlighed og ikke mindst en stærk trang til at nyde chili! Al nydelse er forbudt. For kvinder er alle rettigheder til egen krop og egne valg væk, og da Veras søster forsvinder, kort efter at hun er blevet gift, sætter både jagten på sandheden om hendes forsvinden og den perfekte chili-rus ind. Det lyder måske lidt skørt, men det er forrygende skrevet og både uhyggeligt og fascinerende. Kvinders frihed har altid rystet nogle mænd og nogle samfund, og det er vigtigt at blive mindet om i en tid, hvor vi stadig skal kæmpe for at fastholde vores rettigheder.
Dorthe Kandi, redaktionschef
 
 
2. Indsigtsfulde memoirer
Memoirer og selvbiografier kan dele erfaringer fra andre mennesker og give os en større forståelse for samfund, muligheder og historie, end vi ellers ville have haft. Sådan et stykke erindring er Oplyst (Lindhardt & Ringhof) af Tara Westover. Her hører vi om en barndom i det Amerika, hvor religionen fylder alt. Hun vokser op i en voldelig, fundamentalistisk kristen familie med i alt syv børn, hvor dommedagsprofetier er så virkelige, at man sylter, henkoger og forbereder sig på den dag, månen drypper blod, og verden går under. Børnene kommer hverken i skole eller til lægen og deltager ikke i samfundet. Da hendes ene storebror søger væk, begynder hun at ønske sig at gøre det samme. Men da hun på papiret ikke eksisterer, bliver hendes vej lang og hård og kommer til at kræve ofre, før hun opnår, hvad hun vil: En akademisk karriere. Nu er det store spørgsmål så: Er det muligt at vende hjem? Og vil hun? Vanvittig medrivende og fantastisk godt skrevet om et liv i en del af verden, man ikke kender til.
Julia Lahme, anmelder
 
3. True Crime
Der er kriminalsager, vi aldrig glemmer, enten fordi de er så gruopvækkende i deres karakter, eller fordi de til stadighed forbliver uopklarede. Desværre er sagen om Stine Geisler, der i 1990 bliver fundet myrdet, begge dele. Den 18-årige gymnasieelev har været i byen, men når aldrig hjem til sin lejlighed i Teglgårdsstræde midt i København. Næste morgen bliver hun fundet myrdet i et kælderrum i ejendommen, hvor hun bor, bagbundet og kvalt. På trods af massiv efterforskning er mordet aldrig blevet opklaret. Journalist og forfatter Søren Baastrup endevender nu – 29 år efter – omhyggeligt den tragiske sag i bogen En djævel i den lyse nat – Hvem myrdede Stine Geisler? (People’s Press) og anskueliggør en række motiver og mistænkte. Bl.a. beskrives Amagermanden (der senere idømmes fængsel på livstid for to andre drab og seks voldtægter) som en mulig gerningsmand, mens også en kendt rockanmelder samt flere andre mænd, der er en del af Stine Geislers liv på tidspunktet for mordet, optræder i bogen som mulige mistænkte. Bogen er på trods af – eller måske nærmere på grund af – sit tragiske udgangspunkt fascinerende læsning, og det er svært at lægge den fra sig. Er du til true crime-genren, er bogen et gennemarbejdet bud på slagsen, men du skal forberede dig på at sidde tilbage med en tung og trist følelse i kroppen efter endt læsning.
Charlotte Hallbæck, webjournalist
 
 
4. Ubærlig smuk kærlighedshistorie
Du kender sikkert følelsen af netop at have læst en fantastisk bog færdig og sidde måbende tilbage, overvældet af historien. Sådan en bog er James Baldwins kærlighedshistorie Giovannis værelse (Gyldendal). Den foregår i 50’erne, hvor den unge David vandrer gader og stræder tynde i byernes by, Paris – hans forlovede Hella er taget til Spanien på ubestemt tid for at tænke over deres forhold. En sen aften støder han ind i den smukke og karismatiske bartender Giovanni, og noget i David vækkes til live igen, for Giovanni minder ham om en fyr, han kendte for lang tid siden. Hurtigt begynder de at ses, men i Davids optik er deres forhold forkert, beskidt og nærmest en forbrydelse. Det er ikke uden stor skam og en vis portion indre fornægtelse, David giver efter for den stærke tiltrækning og flytter ind på Giovannis værelse i udkanten af Paris. Dagene er fyldt med fest og elskov, men en dag kommer Hella pludselig tilbage, og David tvinges til at tage et skæbnesvangert valg. Hella eller Giovanni? Historien kredser om den hede, den forbudte og den ulykkelige kærlighed, og Baldwin får på fineste vis beskrevet et fuldstændigt ulideligt begær. Fortællingen er skrevet så forbandet godt, at man får et autentisk indblik i Davids indre stormvejr og selvforagt, ligesom man mærker forelskelsens søde smerte på egen krop. ”Giovannis værelse” af James Baldwin er oprindelig udgivet i 1956, men blev i januar genudgivet som en del af Gyldendals SKALA-serie, der hylder bøger, som ikke har opnået den klassikerstatus, de fortjener.
Michelle Løvstrup Thejls, journalist
 
5. Kloge essays 
Forlaget Rosinante udsendte i anledning af kvindernes internationale kampdag to essaysamlinger i én bog, som har haft afgørende betydning for debatten og feminismen de seneste par år. Rebecca Solnits essay Mænd forklarer mig ting (Rosinante) er et fremragende eksempel på læseværdig nonfiktion, som i den grad har fået konsekvenser. Det er nemlig i dette essay, Solnit grundlægger begrebet mansplaining, som betegner den måde, nogle mænd – helt uden at vide det – taler ned til kvinder på. Solnits essays er veloplagte, sjove, gennemarbejdede og velskrevne og fulde af de små ting, vi skylder hinanden – både mænd og kvinder – at være mere opmærksomme på. Hendes grundighed og måde at gennemskue virkeligheden på er dybt inspirerende.
Julia Lahme, anmelder
 
 
6. Er du også mandschauvinist?
Inden jeg læste Min uimodståelige mand (Gyldendal) af Mette Korsgaard, ville jeg uden tvivl have erklæret, at jeg da selvfølgelig ikke er mandschauvinist. Jeg er kvinde, feminist og hader kønsstereotype holdninger! Men efter at have læst bogen er jeg ikke længere så skråsikker. Mette Korsgaard er journalist, dokumentarist og har bl.a. lavet ”Min barndom i Helvede” med Lisbeth Zornig, derudover er hun mor til tre børn – to piger og en dreng. Og Mette havde samme indstilling som mig, at selvfølgelig er hun ikke selv mandschauvinist! Men efter at hun havde taget en test i netop det, viste det sig, at jo – det er hun. I den forstand, at hun også ubevidst opfatter mænd som dygtigere til en række ting, udelukkende fordi de er mænd. Med det som udgangspunkt ser hun nærmere på, hvor hendes – og alle vi andres – opfattelser stammer fra. Hvorfor tror vi, at mænd automatisk er bedre til teknik. Hvorfor tror vi, kvinder taler mere end mænd, når videnskabelige undersøgelser viser det modsatte? Mette understreger flere gange i bogen, at det ikke handler om at skælde ud på mænd. Slet ikke – og det er en vigtig pointe, for de færreste af os orker mere skyttegrav. Men jeg vil i hvert fald gerne blive klogere på, hvorfor vi stadig hænger så meget fast i køn, at det begrænser os alle. For som Mette skriver i bogen, så peger al faktuel viden på, at jo mere ligestilling vi har, jo bedre fungerer både vores privatliv og vores arbejdsliv. En letlæst og uimodståelig bog, som jeg vil anbefale alle at læse.
Dorthe Kandi, redaktionschef
 
7. Lyden af smerte
Av, hvor gør det ondt at læse både linjerne og alt det imellem dem, og hvor er det bare en god bog. Marie Brixtofte er inde at pille ved hovedstolen i Kun når det regner (Gyldendal). Det er risky business for en forfatter og især for Marie Brixtofte, fordi det er hendes allerførste bog, og fordi den handler om hendes far, den karismatiske og bedrageridømte politiker Peter Brixtofte, som store dele af Danmark selv efter hans død stadig har en mening om – som inkarnerede tilhængere eller arge modstandere.
Men Marie lykkes med det. ”Kun når det regner” er ikke en traditionel dokumentarisk biografi om at have haft en alkoholiseret far. Det er et stykke poetisk, smertelig smuk litteratur serveret i brudstykker af liv. Bogen handler om Maries to store kærligheder. Ham, hun er gift med: Den sunde kærlighed. Og hendes far: Den usunde kærlighed – Peter døde af sit alkoholmisbrug i 2016. Historien om den usunde kærlighed står klart stærkest. Marie, der er uddannet psykolog, skildrer sansemættet sin egen kamp for at finde fodfæste igennem livet – ikke mindst på grund af den utryghed, farens misbrug skabte i hende. Hun har som teenager først haft en spiseforstyrrelse og siden et stofmisbrug og kan som voksen kun sove til lyden af dryppende regn. Og samtidig med at hun med datterens uundgåelige subjektivitet fortæller sin fars deroute-historie, skildrer hun sin kamp for at redde ham. Den kamp tabte hun endegyldigt den novemberdag i 2016, hvor han blev fundet død på sofaen i sin lejlighed i Farum. ”Kun når det regner” skal læses langsomt. Tages ind billede for billede. Og fordøjes. Peter Brixtofte var tydeligvis en følsom mand. Jeg tror, han ville have elsket sin datters bog, selv om hun også har brugt løs af hans hovedstol.
Tine Bendixen, journalist
 
8. Livets store spørgsmål
Det er sjældent, jeg læser andet end skønlitteratur, men Long Litt Woons Om svampe og sorg – Stien tilbage til livet (Don Max) er så betagende og anderledes, at man ikke kan lægge den fra sig. Det er en personlig beretning om en kvinde, der pludselig mister sin mand og langsomt genfinder livslysten ved at fordybe sig i svampenes forunderlige verden. Forfatteren Long Litt Woon er antropolog og født i Malaysia, og som ung udvekslingsstudent i Norge forelskede hun sig og blev boende. I bogen fortæller hun i enkelt sprog om, hvordan glæden ved at finde svampe i løvskoven og opbygge detaljeret viden om dem vækker hendes nysgerrighed og sanser og viser hende en vej (eller måske nærmere en skovsti) tilbage til livet. Svampe er en fascinerende art mellem plante- og dyreriget, og bogen er dels en fortælling om svampejagt, dels om jagten på at forstå andre paradoksale fænomener såsom glæde og sorg, liv og død, fællesskab og ensomhed.
Iben Rouw, madredaktør
 
9. Det nære liv
Måske er jeg ekstra påvirkelig i denne tid, for min datter er ved at flytte hjemmefra, og så kommer den nye livsfase, om jeg vil det eller ej: Livet uden børn på matriklen. Er det vemodigt? Er det voldsomt? Er det livet, som jeg har kendt det i de sidste mange år, der er ved at forsvinde? Jeps. Jeg følte i hvert fald en stærk genkendelighed og sørgmodighed ved at læse Lotte Kirkebys roman De nærmeste (Rosinante). Anna er fraskilt mor til to teenagedøtre. Hendes far er lige død, og Anna og hendes søskende Eva og Christian skal arrangere begravelsen. Men inden for det samme døgn som faren er død, tager deres mor livet af sig, fordi hun ikke vil leve videre uden ham. Må man det? Det kan de tre søskende ikke blive enige om. I det korte tidsrum, hvor de tre søskende, som har visse konfliktpunkter, skal arrangere begravelsen, tænker Anna tilbage på forældre og barndom og ”dem, vi var”. Det er en roman om længsler, sorger, tab og spildt kærlighed, om følelsen af at være lidt statisk ”i midten”, med børn, der rykker videre ud i livet, og gamle forældre, der rykker ud af det. Og om at se frem med alt det, man har i bagagen, og med erkendelsen af, at der ikke er så meget liv tilbage, som der har været. Lotte Kirkeby er selv mor til tre teenagere, der lige om lidt er flyttet hjemmefra, så hun véd, hvad hun skriver om.
Tine Bendixen, journalist
 
 
10. Ikke som de andre
Dukkeværkstedet (Lindhardt & Ringhof) er en magisk roman. Jeg garanterer det: At læse den føles som at blive suget ind i et eventyrligt univers, ind i en anden tid, til et dragende og drømmeagtigt sted. Romanen foregår i 1850’ernes London, hvor Iris og hendes tvillingesøster Rose, som, arret for livet efter en koppeinfektion, arbejder i Mrs. Salters dukkeværksted. Iris føler en tyngende forpligtelse over for sin skamferede søster og tidens strenge normer for unge kvinder, men bryder til sin families vrede med det hele, da hun forfølger sin kunstneriske drøm og bliver muse for en kunstner. Men mødet med den besynderlige konservator Silas, der udstopper bizarre dyr – hunde med to hoveder og den slags – bliver skæbnesvangert, for Silas bliver besat af hende på en mildt sagt usund måde (kan I mærke den ildevarslende kildren i de små nakkehår?). ”Dukkeværkstedet” er en psykologisk thriller, og den er vildt godt fortalt. Når man går ind i den bog, går man simpelthen rundt i datidens London. Den minder på nogle måder om Patrick Süskinds ”Parfumen” og rummer også det fortryllende, sanselige, smukke, duftende, lugtende, ækle og sære, samtidig med at den adskiller sig med sin frigørelsessøgende kvindelige hovedperson Iris, som i 2019 er nem at identificere sig med. Bogens forfatter, Elizabeth Macneal, er faktisk keramiker, ”Dukkeværkstedet” er hendes debutroman, den er allerede solgt til udgivelse i 28 lande, så mon ikke hun skifter drejeskiven ud med computeren fremover ..?
Tine Bendixen, journalist
 
11. Forførende roman
Spændende som en krimi, sanselig som et gourmetmåltid og imponerende gennemført sprogligt og indholdsmæssigt er Kokken der holdt op med at rødme (Politikens Forlag) af Martin Kongstad. Denne roman forførte mig fuldstændig. Og jeg både heppede på og hidsede mig op over hovedpersonen Magne og andre centrale karakterer, der er overbevisende menneskelige med fejl, mangler, ambitioner, passioner. Romanen handler om den unge kok Magne, der er nede at vende efter et mislykket ophold i Lyon. Han arbejder på sin fars restaurant, der ikke længere er det insted, det har været. Magne har næsten opgivet ambitionerne, indtil han møder Madeleine, og så sætter jagten på anerkendelse og Michelinstjerne ind. Du behøver ikke at være glad for mad for at læse bogen, men der er ret stor sandsynlighed for, at du bliver lidt lækkersulten undervejs. Samtidig med at man får stor respekt for kokke generelt og deres dedikerede indsats for at bygge kunstværker op, der ”bare” skal spises, kom jeg også til at reflektere over prisen for succesen – for ja, du kan sjældent få det hele, men så må man jo bare vælge, hvad man helst vil have – og jeg vil helt sikkert gerne have denne læseoplevelse endnu en gang.
Dorthe Kandi, redaktionschef
 

 

Læs mere om: