Rejseguide: Romantisk weekend i Paris
Rejser

Rejseguide: Romantisk weekend i Paris

Kradser hverdagen og trænger parforholdet til lidt omsorg? feminas sexolog pakkede en taske med små kærlighedstricks og tog manden med til Paris på en tiltrængt tur for to; det kan du nemt gøre efter uden at vælte budgettet.

De fleste par, der rejser til Paris, går sikkert efter at kysse foran Eiffeltårnet, holde i hånd på Champs-Élysées og se Mona Lisa på Louvre. Da jeg og min ægtemand gennem 17 år hopper på flyet til Charles de Gaulle Airport, er der dog ingen kulturel dagorden. Vi har været i byen før, og den her gang skal vi bare slappe af og være sammen.
 
Da vi efter flyveturen bumler i en gammel blikdåse af en metro mod vores mål, som er det gamle kunstnerkvarter Montmartre, er eventyret allerede i gang. Ungerne er langt væk, og de næste par dage skal vi bo med tagterrasse og udsigt til Notre Dame i en lejlighed fundet på Airbnb.
 
Den første dag kommer vi stort set ingen steder, da vi først er landet i vores logi. Vi ender på tagterrassen med et udbud af lokale godter fra gadens supermarkeder, baguetter, oste, tomater og cava. Højt over byens tage indfinder fridagsstemningen sig. Foråret er køligt, og da solen går ned, smyger vi os i tæpper. I baggrunden bliver den store hvide kirke Sacré-Coeur, ”Det hellige hjerte”, oplyst, og i baggrunden, imod skoven, kan vi se ildkunstnere jonglere og høre bifaldet fra tilskuere.
 
Udsigten til Sacré-Coeur fra tagets terrasse er et scoop. Det blæser heroppe, men vi sidder her i timevis med tæpper på og rigeligt med bobler.
 
 
Duften af Paris
Hele næste formiddag bliver vi i sengen. Det føles som det vildeste, mest dekadente spild af storby-tid. Dagens første kop gode kop kaffe brygger vi i vores minikøkken klokken 12, og resten af dagen, og næste med, bruger vi på at gå gaderne flade.
Byen er grøn! Sacré-Coeur, der er Paris’ næstmest besøgte turistmål, ligger kun fem minutter fra vores bolig. Foran kirken på den lange trappe er stemningen livlig og andægtig på samme tid. Vi sidder tæt på trinnet sammen med alle de andre og mærker historiens vingesus – og at vi hører sammen.
 
 
Hylden er lige sprunget ud. Gaderne lugter på skift af udstødning og cigar og elegant gentleman-aftershave – og så pludselig kraftigt af kardemomme. Vi farer også lidt vild, men det gør ikke noget. Vi har god tid, og jeg elsker, at min mand altid kan få os på ret kurs igen.
Vi tager metroen til Latinerkvarteret, hvor parkerne lokker med blomster, og caféerne med kaffe. En hel gade med guitarbutikker ser vi. Jeg er lidt for vægelsindet og kritisk med at vælge frokoststed, men min mand er både tålmodig og overbærende, og det gør mig rigtig glad.
 
Tilbage på vores tagterrasse snakker vi om den store rejse, vi gerne vil på, før børnene bliver voksne. Endelig er der rum og overskud til at tænke lidt frem, og det er dejligt og tiltrængt at mærke, at vi stadig kan drømme sammen. Og drikke bobler, det er vi også virkelig gode til.
 
Da vores fridage i Paris lakker mod enden, har vi tilbragt to døgn med helt enkle ting: Vandre hånd i hånd i gaderne, snakke, drømme om fremtiden, spise, drikke, sove længe og knalde.
Mange af de ting kunne lige så godt være sket i en anden storby. Eller sågar i Danmark. Hjemme havde vi dog nok ikke taget os tiden til det, ligesom vi ikke havde haft det smukke franske lydtapet.
I Paris får man en del forærende, kan man sige. Vi kommer hjem en lille smule tættere, end da vi rejste ud – klar til en ny stribe hverdage.
 
 
 
LÆS OGSÅ: Guide til weekend i Madrid
 
SPIS
Alt, hvad der er frisk- eller hjemmelavet at spise, virker romantisk i Paris. Montmartre er især rig på lækkert bagværk. Vi spiser to mocca eclairs (vandbakkelser med kaffecreme) på en bænk foran Moulin Rouge, det er ret fint. Kaffe på fortovsrestauranter hører med til turen til Paris, ligesom de små omeletter, franskmændene er eksperter i.
 
Vores mest romantiske måltid indtager vi på Aux Trois Petits Cochons, ”De tre små grise” – en lillebitte restaurant med stofservietter og gammel jazz i højttalerne. Her sidder vi så tæt, at knæene rører ved hinanden. Ikke mindst forretten med artiskok, kartofler og gedeost er helt fantastisk. Også desserten er uovertruffen i al sin enkelthed.
 
BO
Vi valgte at bo i det gamle kunstnerkvarter, som ligger ved foden af bakken Montmartre. Her er hyggeligt og broget på en dejlig måde. Stort set ingen turister, mange skolebørn, småbutikker og glade franskmænd af alle slags på hvert et hjørne. Vi brugte Airbnb og indlogerede os privat hos søde Anne og Arnaud i deres charmerende gamle fireetagers byhus med tagterrasse. Her fik vi den smalle andensal for os selv for ca. 600 kr. pr. nat. I øvrigt kokkererer Anne gerne for sine gæster. Find stedet på Airbnb under ”Secret Lovely Rooftop in Montmartre”.
 
Vi valgte at bo tæt ved Montmartre i et område, der er fyldt med ægte pariserliv.
 
 
ROMANTISKE REJSETIPS
* Gå, gå, gå! Hold i hånd, og sug byens stemning ind! Hvis I er trætte, eller det regner – tag en sightseeingbus: Byens kirker er også smukke set fra anden sal i en dobbeltdækker.
* Forlad turistsporet. Søg de små gader, bag om seværdighederne. Vælg de spisesteder, hvor lokalbefolkningen fylder stolene og få den ægte pariserstemning.
* Prøv noget nyt: Spis frølår! Forsøg jer på fransk, selv om I ikke taler sproget. Tillad jer at være fjollede og barnlige. En tur på karrusel eller en heliumballon kan pludselig give mening i Paris.
* Søg Seinen: Vand er romantisk, og den grønne flod Seinen midt i Paris er ingen undtagelse. Ved Pont des Arts og de andre broer kan I også se de klassiske kærestehængelåse.
 
Vand er romantisk, så vi tager turen langs Seinen.
 
Pas på med For høje forventninger
At gå direkte fra hverdagsstress til superromantik er urealistisk. Tillad jer gerne at starte med at få sovet ud. De fleste mennesker er faktisk i søvnunderskud.
At forvente, at problemer går væk af sig selv 
Parweekender er (også) oplagte til at få talt om (svære) ting. Tag hul på snakken, mens I går. Tit går snakken bedre, når man er i bevægelse, end når man sidder over for hinanden.
At pakke programmet for hårdt 
At have travlt er ikke romantisk. Gør kun det, I begge gerne vil. På en kort ferie er det nok rigeligt med ét fast programpunkt om dagen.
At dræne kontoen med dyre hoteller og formelle restauranter. 
Vælg hellere hyggelige, varme steder, hvor I kan mærke livet boble, og det er tilladt at grine højt.
 
LÆS OGSÅ: Spis, shop og hyg dig i Berlin
 
Læs mere om: