Annonce
Rejser

Guide: Skåne for madører

Skåne byder på masser af hyggelige madoplevelser, hvis man ved, hvor man skal lede. Det ved bloggeren Frk. Kræsen, som selv stammer fra Skåne. Læs hendes bedste insider-anbefalinger til gode cafeer, en svensk vingård(!) og meget mere her.

Linn Gubbström er også kendt som bloggeren bag Frk. Kræsen. Hun er født og opvokset i Skåne, men bor nu midt i København. På sin blog skriver Linn om hverdagsmad og kager og om rejser rundt omkring, hvor hun altid finder nogle specielle cafeer, restauranter eller madmarkeder, som hun glædeligt deler med sine læsere.

Frk. Kræsen har udvalgt nogle af de bedste og hyggeligste steder i Skåne, som hun gerne vil dele med feminas læsere:

- Lund er klart en af mine favoritbyer i Skåne. Den ligger ca. 20 km. nord for Malmø. Her er en dejlig stemning og hyggelige små gader med restauranter, cafeer og butikker, fortæller Linn, som kan anbefale følgende skånske steder:

LOVE Coffee Roasters (Lund)

Hvorfor har jeg ikke brugt alle mine eftermiddage i gymnasietiden på LOVE Coffee Roasters? Nårh, fordi den kun har ligget her i tre år – så er det ikke så underligt, at 17-årige Linn ikke hang ud der. Men det kan voksen-Linn så til gengæld. Er du på jagt efter ægte kaffenørderi og lyst-ristede bønner, er det her stedet for dig. Kommer du forbi en varm sommerdag, skal du teste deres koldbryg - det er den bedste, jeg har smagt!

Adresse: LOVE Coffee Roasters, Klostergatan 1L, Lund
lovecoffee.se

St: Jacobs Stenugnsbageri (Lund)

Når jeg er i Lund, skal jeg altid forbi St: Jacobs Stenugnsbageri for at ’fika’, det svenske ord for kaffe-og-kage-hygge. De laver Lunds bedste hjemmebagte kanel- og kardemommebullar, og det er nok derfor, her altid er masser af mennesker. Hvis jeg kan komme til det, napper jeg pladsen i vinduet, så jeg kan kigge ud i den gamle gade, mens jeg drikker kaffe og spiser kanelbullar.

Adresse: St: Jacobs Stenugnsbageri, Klostergatan 9, Lund

Saluhallen (Lund)

Jeg kan klart anbefale et smut forbi madmarkedet i Saluhallen. Her finder man lokalproducerede råvarer og mad fra små producenter. Køb ind her til en god middag, forkæl dig selv med lækker chokolade, eller nyd et let måltid mad, inden turen går videre ud i smukke Lund.

Adresse: Saluhallen, Mårtenstorget 1, Lund
lundssaluhall.se

Vikentomater (Viken)

Viken ligger lidt nord for Lund. Her kan de bryste sig af at have hele 104 slags forskellige tomater (tænk, at der findes så mange slags!) – og så har de et fantastisk bland-selv-koncept. Så det er bare at finde en pose og begynde at vælge dem, der ser lækrest ud. Efter tomatshoppingen kan jeg anbefale et stykke kage i cafeen – nogle af dem serveres med hjemmelavet sød tomatsovs, og det er så anderledes (og godt!), at det bare SKAL prøves.

Adresse: Vikentomater, Rågången 41, Viken
vikentomater.se

Kullabergs Naturreservat (Kullaberg)

Når jeg har tid, sørger jeg altid for, at mine Skåne-besøg inkluderer en tur forbi Kullabergs Naturreservat og Kullens Fyr - to steder, der byder på nærmest vanvittig udsigt og smuk natur.

Adresse: Kullabergs Naturreservat, Kullaberg
Læs mere om Kullen

Arilds Vingård (Arild)

En svensk vingård - ja, det lyder nærmest som en umulig ligning, men man kan faktisk godt dyrke vin i Sverige. Ejerne på Arilds Vingård begyndte med nogle få planter for 10 år siden, og selv om det kan være udfordrende at dyrke vin i vores nordiske klima, har Arilds Vingård formået det. Her er ægte vingårdsstemning med egenproduceret vin, en lille restaurant og et meget lille hotel, hvor I kan bo bor midt i vinmarkerne.

Adresse: Arilds Vingård, Lilla vägen 71, Arrild
arildsvingard.se

Læs mere om: