new york
Rejser

9 tips New York i december

Åh New York! Ingen andre byer har den samme blanding af storhed, magi, action og romantik. Når decembermørket sænker sig, bliver der skruet op for lysene, skønheden og hyggen, og trods risikoen for frosne tæer er julemåneden et skønt tidspunkt at besøge den ikoniske storby.

9 TIPS TIL NEW YORK I DECEMBER

 
1. På med skøjten
Uanset om der er mere Bambi end Tonya Harding over dig, så fat mod og spænd skøjterne på i en af byens udendørs skøjtearenaer. Her skøjter kæresteparrene hånd i hånd, mens andre kæmper med balanceevnen på de lejede klinger, og ”nu falder jeg”-skrigene flænser med jævne mellemrum den frostklare decemberluft. Der er en række skøjtebaner i byen, de mest berømte er dem i Central Park, ved Rockefeller Center og i Bryant Park. Sidstnævnte er den hyggeligste, især om aftenen. Her skøjter du bogstavelig talt rundt blandt Midtowns lysende hav af skyskrabere, mens højttalerne spiller julehits.
• Bryant Park, mellem 40th og 42nd Street og Fifth og Sixth Avenue.
• Central Park, Wollman Rink, 830 Fifth Avenue (tæt på Central Park Zoo).
• Rockefeller Center, 30 Rockefeller Plaza.
 
 
2. Jul i Bryant Park
Bryant Park i Midtown ligger smukt placeret bag ved Public Library og midt imellem en blanding af gamle fine bygninger og moderne højhuse med lysende glasfacader. Her mødes gammelt og nyt, og parken er tilholdssted for en skønsom blanding af alverdens mennesker året rundt. Det er et af byens bedste steder at bedrive det, amerikanerne kalder for people watching. I julemåneden omdannes Bryant Park (mellem 40th og 42nd Street og Fifth og Sixth Avenue) til et af de mest stemningsfulde steder at varme op til julen. Et enormt, tætpyntet juletræ vækker mindelser om den velkendte scene i ”Disneys juleshow”, hvor Chip og Chap pibler rundt mellem glaskuglerne, og området omkring træet ændres i julemåneden til et stort julemarked under navnet Winter Village. Shop ærkeamerikansk, kitschet julepynt, slik, smykker, design og meget andet. Husk at gå forbi Max Brenner Chocolate Bar og køb en kop tyktflydende varm chokolade, der med garanti både vil varme de frosne fingre og stille sukkertrangen for et par timer.
 
LÆS OGSÅ: New York for begynderen og gengangeren
 
3. Shop med øjnene
Det er en begivenhed i sig selv, når Manhattans stormagasiner hvert år blænder op for en ny ekstravagant opvisning i kreativitet. Juleudsmykningen i vinduerne er ofte på niveau med en mindre kunstudstilling, og så er det ganske gratis – i hvert fald så længe du nøjes med at kigge. Ved Saks på Fifth Avenue, hvor du som regel finder den mest spektakulære udsmykning, er der ligefrem opsat afspærringer, så køen civiliseret kan bevæge sig rundt om bygningen og studere de smukt pyntede vinduer ét ad gangen. Her er intet overladt til tilfældighederne, og pyntningen foregår hvert år efter et nyt tema, der skaber en storladen fortælling bag ruderne.
Gode steder at gå på vinduesshopping (eller rigtig shopping, for den sags skyld):
• Saks, 611 Fifth Avenue, Saksfifthavenue.com
• Macy’s, 151 West 34th Street, Macys.com
• Barneys, 660 Madison Avenue, Barneys.com
 
4. Varm vin i kulden
I Danmark har vi gløgg, i USA har de mulled wine, der indeholder godt med alkohol, serveres brandvarm og smager af kanel og appelsin. En lang række caféer, vinbarer og restauranter serverer den klassiske juledrik, men sørg for at vælge et hyggeligt sted med dæmpet belysning og smæk på radiatoren. Mulled wine serveres kun i sæsonen, så hvis den ikke står på vinkortet, så spørg tjeneren.
Gode steder at drikke mulled wine:
• Pierre Loti Wine Bar, 258 West 15th Street, Pierrelotiwinebar.com
• Buvette, 42 Grove Street, Buvette.com
 
Få 13 nr. af femina + glasvase fra Lyngby Porcelæn for kun 348 kr.
 
5. Gå amok i julelys
Enhver, der har set ”Fars fede juleferie” eller andre af julefilmsklassikerne, kender amerikanernes hang til at behænge tagryggen med julelys i stor stil. I området Dyker Heights i det sydvestlige Brooklyn går de hvert år skridtet videre og laver kvarteret om til en sand lyseksplosion. Her er hver en lille kvist på træer og buske beklædt med lyskæder, og husene er så veloplyste, at de formentlig kan ses fra rummet. Kvarteret begyndte traditionen med at pynte huse og haver med lys i 1980’erne, og efterhånden er alle beboere hoppet med på vognen. Gaderne er i juletiden omdannet til et orgie af krybbespil, kunstige snemænd, livagtige julemænd og alt andet godt fra det uendelige glitrende julehav. Mange hyrer sågar professionel hjælp til pyntearbejdet, så deres ejendom tager sig bedst muligt ud, når tusindvis af besøgende i december valfarter til Dyker Heights.
Sådan kommer du til Dyker Heights:
• Tag subway D eller M mod Brooklyn, og stå af ved på 18th Avenue. Herfra er der cirka 20 minutters gang til lysshowet.
• Hop på en de arrangerede busture fra Manhattan, f.eks. med Asliceofbrooklyn.com
 
6. Tænd Rockefellers juletræ
Hvis du er så heldig at være i byen, når juletræet ved Rockefeller Center tændes i slutningen af november, så sørg endelig for at være med. Det er det nærmeste, newyorkerne kommer en officiel indringning af højtiden, og et tilløbsstykke uden lige. Her samles newyorkere og turister i tusindtal, og alle deltager i den kollektive TV-transmitterede nedtælling, før lysene på det gigantiske juletræ tændes. Den store gran, der typisk er omkring 25-30 meter høj, har stået neden for Rockefellers skyskraber som en strunk påmindelse om højtiden hver eneste jul siden 1933. 
Juletræstændingen er med årene blevet mere og mere stjernespækket, og kunstnere som Dolly Parton, Sting og Mary J. Blige – for bare at nævne nogle få – har optrådt. Men selv om du først ankommer til byen, når juletræet for længst er tændt, er Rockefeller Center stadig værd at besøge. Nyd det smukke træ og skøjtebanen, mens du suger til dig af folkestemningen på Rockefeller Plaza, der er pyntet op med hvide trompetengle. Eller smut op på Top of The Rock og kig på byens lys fra toppen af skyskraberen. Udsigten er formidabel og bedre her end fra Empire State Building.
 
LÆS OGSÅ: Guide til de bedste spisteder og shopping i Paris
 
7. Comfort food
New York har nok verdens mest varierede restaurantscene, og december egner sig fortrinligt til den lidt tunge comfort food, som amerikanerne er så glade for. Prøv for eksempel en gang skoldhed jambalaya eller en chicken pot pie på New Yorks ældste restaurant, den hyggelige Fraunces Tavern (54 Pearl Street, Frauncestavern.com) i Financial District. Eller book bord på den altid charmerende Minetta Tavern (113 MacDougal Street, Minettatavernny.com) i West Village, hvor man næsten føler, Don Draper fra ”Mad Men” kan dukke op bag indgangens røde forhæng hvert sekund. Hvis du er kørt træt i fede sager, så hop i stedet med på de seneste års store kulinariske trend og snup en portion ramen, den japanske nudelsuppe med bl.a. svinekød og æg, som fås på ethvert gadehjørne (f.eks. på Zundo Ya, 84 E 10th Street, Zundo-ya.com). Den varmer godt i kulden og er god ved både kalorieregnskabet og kontoudtoget.
 
8. Mød julemanden
Har du fået moslet børnene om bord på flyveren og med til verdens mægtigste storby, kan I lige så godt give den gas og få prøvet nogle af de ting, man kun oplever i USA – for selv julemanden kan man hilse på. I stormagasinet Macy’s (151 West 34th Street, Macys.com/santaland) er en hel afdeling indrettet som Santa Land, hvor den tykmavede herre sidder klar til at notere børnenes juleønsker. Husk blot, at han i USA kommer fra Nordpolen og ikke fra Grønland. Kom tidligt, så er køen ikke så lang.
 
LÆS OGSÅ: Rundrejse i USA - det skal I se
 
9. Julestemning on the rocks
Er du af sted med veninden eller manden, så glem et øjeblik alt om julegaver og glaskugler og gå i baren i stedet. At være i New York er som at komme i cocktailhimlen, og selv det mest tarvelige sted kan shake en martini. Men i anledning af julen er det værd at opgradere en smule og begive sig ind på et af byens gamle fine hoteller. Her serverer de som regel veltillavede, lækre cocktails, som er en lille smagsprøve på luksushotellet, uden at man behøver at investere en mindre formue i et værelse. Både The Plaza Hotel (Fifth Avenue ved sydsiden af Central Park, Theplazany.com) og Four Seasons (57 E 57 Street, Fourseasons.com/newyork) har smukt pyntede lobbyer med overdådige juletræer og flotte dekorationer, så hvil de trætte fødder her, mens du sipper en Old Fashioned. Du kan også trække sweateren ekstra grundigt op over ørerne og falde ind i bjerghytte-stemningen i rooftop-baren The Lodge på McKittrick Hotel i bydelen Chelsea (542 West 27th Street, Mckittrickhotel.com). I sommermånederne huser terrassen baren The Gallow Green, og om vinteren omdannes den til eksklusiv skiferiestemning.
 
Læs mere om: