Marco Evaristti
Kendte

Verden ifølge kunstner Marco Evaristti: Legalisér alle stoffer tak!

Marco Evaristti er kendt for sine provokerende kunstværker. Stod det til ham, ville han legalisere stoffer, fjerne forsvaret og i stedet tvinge unge mennesker til at tilbringe tre måneder i et buddhistisk kloster, så de lærer at vise barmhjertighed.

Kunstner Marco Evaristti om, hvad der bør ændres i samfundet

Hvad er det mest provokerende, du har lavet?

– Det er ikke fiskene i blenderne! Det mest provokerende værk er nok nogle dannebrogsflag, som jeg fik 55 fremmede mennesker til at skrive Grundtvigs salmer på. Det var i Sønderjylland, og neonazistiske og højreorienterede kræfter reagerede voldsomt. Der var bombetrusler! Et andet værk var på Herning Kunstmuseum i 1996, hvor jeg havde samlet min sperm i et helt år og puttet den i 360 reagensglas, som var monteret på 360 forskellige kvindebryster. Det fik Indre Mission til at demonstrere udenfor. Og så var der min egen fedtsugning, som jeg lavede mine egne kødboller af – og fik folk til at spise kødboller med mit eget fedt.

Hvad vil du ændre ved samfundet?

– Jeg vil kun lave om på det politiske. KUN. For generelt synes jeg, vi har det fint og er enormt forkælede. Så jeg vil lave om på vores forsvar. Vi skal afmilitariseres. I stedet skal vi deltage i alle krigsområder med hjælp og læger, og alle de milliarder, vi bruger på forsvaret, skal bruges til at genoprette samfundet. Vi taler om så mange penge, at der ikke ville eksistere arbejdsløshed, og der ville være ressourcer til gamle mennesker og penge til at bygge smukke boliger, det ville løse boligsituationen i Danmark, ALT kan løses med de penge, vi bruger på forsvaret. Al offentlig transport skal også være gratis, så folk ikke gider køre bil. Det vil hjælpe miljøet. Det er jo helt skørt, at det er dyrere at køre fire kilometer i bus i København end at tage sin bil!

– Så kan man spørge: Er det ikke farligt at afmilitarisere? Se på Island – de har heller ikke noget militær. Alle vil da hjælpe et forsvarsløst land, hvis det kommer dertil! Og i stedet for militærtjeneste, vil jeg TVINGE alle de unge mennesker til at tilbringe mindst tre måneder i buddhistiske klostre – så de lærer at vise barmhjertighed. Vi mangler barmhjertighed.

– Og så skal vi legalisere alt, hvad der hedder stoffer herhjemme – også cannabismedicin – så alt kan hentes på apoteket med en recept, så vil vi lukke det sorte marked. Narkomaner er ikke narkomaner for sjov, det er en sygdom. Vi lukker hele det sorte marked, hvis vi legaliserer. DET er en kamp, vi skal kæmpe.

– Jeg vil også forbyde alle former for racisme og diskrimination af nationaliteter. Det kan man gøre ved at forbyde alle natio-
nalistiske partier. Og forbyde alle, der beskæftiger sig med nationalistiske tendenser. Så vil der ikke være racisme i det her land. Forestil dig, hvor smukt et land vi ville have, hvis ingen behandlede minoriteter, bøsser og lesbiske dårligt. Jeg kan blive ved!

LÆS OGSÅ: Verden ifølge kvindemagneten Nima Zamani: Billigere kondomer tak!

Er du kommunist?

– Næ, jeg er gammeldags humanist. Hvordan kan man nægte at hjælpe folk, som kommer til det her land og har behov for at blive hjulpet? Jeg forstår det ikke. Jeg tænker hele tiden på, hvordan jeg ville have det, hvis det var mig …

Hvad er den største hæmsko for din forandring?

– Jeg tror, udfordringen er, at mennesker med den tankegang, jeg har, sjældent får lov til at få den frem. Det får jeg nu! Nu sidder der måske tusindvis af læsere og læser det her – og hvis bare TO synes, det er en udmærket tankegang, jeg har, så er det bedre end ingenting. Jeg lover, at det hele kunne lade sig gøre!

Den perfekte julegave-idé – giv et abonnement på FEMINA. 5 numre for 150 kr. >

Hvad ville du ændre i dit eget liv?

– Hvis jeg skulle starte forfra, ville jeg ikke være så ambitiøs og karriereagtig. Jeg ville have brugt mere tid med mine børn, mens de var små. Det gik for hurtigt. Og min ambition blindede mig, så jeg ikke så, hvor hurtigt de voksede. I dag er jeg en slags lille havn, hvor mine skibe, mine børn, kan komme og lægge til, når de har behov for det. Men hvis jeg kunne lave det om, ville jeg ikke have haft de ambitioner. Det er det eneste, jeg fortryder, og det lyder enormt banalt, men hold kæft hvor jeg fortryder. Jeg var så optaget af mit eget ego. Jeg vidste på den anden side, at hvis jeg fik en uddannelse og skabte en karriere, så ville jeg kunne hjælpe mine børn, og det HAR jeg været i stand til. Så det er lidt paradoksalt også. Hvis man ikke investerer i sig selv, kan man heller ikke hjælpe sine børn økonomisk og især mentalt. Men jeg fortryder stadig, at jeg ikke brugte mere tid med børnene.

LÆS OGSÅ: Verden ifølge millionær Martin Thorborg: Jeg er ligeglad med skatten

Er der noget, du ville lave om på dig selv?

– Nej. Jeg synes, jeg er en rigtig flot fyr. Og det er ikke bare noget, jeg selv synes. Jeg får det at vide af alle, som kender mig. Jo der er måske ÉN ting – mine fødder er alt for store. Jeg er 178 cm og bruger størrelse 45 i sko. Da jeg var 13, var de lige så store. Jeg blev kaldt Fedtmule i skolen, fordi jeg havde kæmpestore fødder. Så hvis jeg kunne, ville jeg gerne have, at mine fødder var lidt mere normale.

Hvad ville kvinder lave om på dig?

– De vil gerne have mig til at være lidt mere hjemme. Alle de kvinder, jeg har haft i mit liv, har sagt: Hvorfor kan du ikke hygge dig lidt mere hjemme? Men jeg har altid arbejdet. Hvis jeg endelig var hjemme og sad i sofaen ved siden af en kæreste, som så fjernsyn – så læste jeg en bog. Jeg har været meget i min egen private verden.

Marco Evaristti er 52 år og kunstner af den vilde slags. Du husker muligvis ramaskriget, da han udstillede levende fisk i blendere og gav gæsterne mulighed for at trykke på knappen og lave ”fiskefars”? Marco er oprindelig fra Chile, skilt og far til tre voksne børn.

 

Læs mere om: