kira skov
Kendte

Sangerinden Kira Skov: ”Der er noget ekstremt i at miste sin mand, når han er 39”

Sangerinden Kira Skovs mand Nicolai Munch-Hansen døde pludseligt i februar sidste år. Et år er gået. Et nyt skal gennemleves. Med en sorg i forandring. For hvad sker der med kærligheden, når ham, man elsker, dør?

I løbet af ca. 15 år er der sket skelsættende ting i sangerinden Kira Skovs liv. En kræftsygdom. Et barn. Et ægteskab. Et dødsfald. Kira sidder i sit køkken i huset og beskriver sin egen reaktion, så man fysisk kan mærke, hvad der sker i et menneske, der har fået et ekstremt chok: Den 20. februar 2017 griber hun fat i bordkanter, hun holder fast i stoleben, hun slingrer rundt i huset, har mistet orienteringen, forstår ikke helt, hvad det er, der er sket. Ambulancen er kørt. Hendes mand, Nicolai Munch-Hansen, ligger i den. Han kommer ikke tilbage.

Kira meddelte selv umiddelbart efter til offentligheden, at Nicolais død formentlig skyldtes ”en utilsigtet fatal kombination af euforiserende stoffer og alkohol”. Det er næsten et år siden nu.

Hvordan har du det?

– Det går sådan lidt op og ned. Det er klart, at det er svært … det er det. Det er en lang vandring at skulle igennem sådan noget, som jeg er blevet kastet ud i. Nu har jeg lavet en plade, det har været en stor ting, måske en måde at bearbejde det på, der er sket, og en slags prøve for mig selv på, hvor meget jeg magtede midt i det svære. Jeg har altid været et menneske, som handlede, hvis der var en svær situation ... så fiksede jeg det på en eller anden måde. Så opdager man, at sådan fungerer det ikke, når éns nærmeste dør. Man er fuldstændig magtesløs. Det er i sig selv en kæmpe udfordring. Man kan gøre nogle ting for ligesom at klare situationen og gennemleve den mest traumatiske tid, men man kan ikke FIKSE det, og det er det svære. Det her kommer jeg aldrig til at kunne fikse, og det har taget mig noget tid at forstå. Når nogen dør fra det ene øjeblik til det andet, er det i sig selv et traume ud over det chok, som selve døden er. Der er også noget ekstremt i at miste sin mand, når han er 39 år.

GREBET I FALDET

 Glade billeder på køleskabet. Fra ”før”. Dengang det var ”far, mor og børn”: Nicolai, Kira, deres søn Morgan og på fifty-fiftybasis Nicolais datter Nora fra et tidligere forhold.

– Da Nicolai døde, var jeg selvfølgelig først i chok. Man bliver fuldstændig opslugt af rædsel. Jeg husker det, som om jeg væltede rundt. Altså … jeg kunne ikke sådan stå op. Jeg havde det, som om jeg prøvede at række ud efter Nicolai. Jeg ville prøve at gribe ham tilbage. Hvis bare jeg på en eller anden måde kunne gribe noget af ham. Det kom til mig som en FYSISK ting. Jeg prøvede at holde FAST i noget … stoleben, borde ...

Hun griner sørgmodigt ved tanken og siger:

– Jeg kunne ikke forstå det. Jeg forstod heller ikke det, jeg fik at vide i situationen. Jeg havde det sådan: Nå men nu har de taget ham ud på hospitalet, så må de jo … så må de ligesom kunne … Altså at han var rigtigt død, kunne jeg simpelthen ikke tage ind lige først. De første døgn sov jeg ikke. Og så rystede jeg. Så samlede der sig en hær af mennesker omkring mig. Mine søstre, mine nærmeste, min mor selvfølgelig og mine nære venner. Det betød alt. Det gav mig en følelse af, at jeg blev grebet i frit fald. Der var ligesom en masse hænder, der tog imod mig, mens jeg følte, at jeg bare blev ved og ved med at falde.

LÆS OGSÅ: Sofie Gråbøl: "Det har altid provokeret mig, når nogen siger, det er en gave at blive syg"

Midt i det hele stod sønnen Morgan på dengang fire et halvt.

– Der gik 16 timer, før jeg fik mig mandet op til at få fortalt Morgan det. Det var vigtigt, jeg fik fortalt ham det klart og tydeligt. Jeg sagde, at jeg havde noget meget svært at fortælle ham, og at jeg var meget ked af det, men at far ikke ville komme hjem igen, og at fars krop var død. Men at han var blevet til en engel. Selv om jeg ikke ved, hvad det betyder. Jeg har aldrig været religiøs. Men jeg sagde, at han ligesom stadig var omkring os. Og han var inde i Morgan, for vi havde jo lavet ham. Og han var inde i os og inde i vores hjem. Så … puh, det er stadig svært at snakke om … men … det var vigtigt, jeg ikke pakkede det ind.

FUCK DIG

Har du været vred på Nicolai?

– Øhm, tænker du på den måde, han døde på? Ja. Jeg tror nu, der er andre, der har været mere vrede på ham, end jeg har. Jeg er vred på ham nogle gange. Det er ikke det, der fylder mest, jeg kan ikke rigtig bruge vreden, men det kan nogle gange godt komme over mig. Når jeg synes, tingene er uoverskuelige, og jeg føler mig forladt, alene tilbage. Der kommer også alt muligt lavpraktisk, og det er ikke som at være skilsmisseforælder, for man er lige pludselig bare ALENE. Med de daglige rutiner med et barn og med økonomien … pludselig er der kun én indtægt i husholdningen. Det er hårdt, når man også har en sorg. Alle de dér ting, man bliver NØDT til. F.eks. at blive ved med at arbejde. Som da jeg sidste år tog på turné med Nikolaj Hess. Folk har været sådan: ”Neiih hvor er det flot, at du tager ud at spille”. Og ja, det er sådan, jeg er, jeg har brug for at gøre noget, og det har været godt for mig at komme ud at spille. Men der er også en virkelighed i det. Jeg kan ikke bare melde mig ud og sige: ”Det kan jeg ikke klare ...”. For jeg skal kunne blive her i huset med Morgan.

– Og nogle morgener, når man står med et barn, der ligesom alle andre børn ikke gider komme i børnehave, og det hele flyder, og man skal nå alt muligt, så kan man godt blive overmandet af sådan en: FUCK DIG, hvorfor fanden har du efterladt mig med alt det her alene?. Men energien, min måde at leve videre på … i den ligger min kærlighed til Nicolai stadig. Jeg er generelt ikke et menneske, der bærer nag. Måske er det en overlevelsesmekanisme. En positiv en. For det gør, at jeg kan blive ved med at være åben og tage livet ind.

Få 13 nr. af femina + glasvase fra Lyngby Porcelæn for kun 348 kr.

 

HJERTET UDVIDER SIG

Nicolais død er den værste, men ikke den eneste krise i Kiras liv.

– Jeg fik en kræftsygdom i 2009, og den oplevelse af at blive alvorligt syg og gennemgå et behandlingsforløb fik mig til at bringe mange ting op til revision. Så det var en livskrise. Da jeg var helt ung, oplevede jeg også udfordrende ting. Jeg levede et rimelig turbulent liv. Tog af sted til USA med en ældre mand, som jeg havde mit første band med, og som faktisk var ret syg og voldelig og mere eller mindre psykopatisk i sin adfærd. Det endte med, at jeg flygtede fra ham. Du har søgt ud til kanten? – Ja, det gjorde jeg rigtig meget, da jeg var ung. Jeg opsøgte nogle dramatiske situationer, som jeg på en eller anden måde havde brug for at lære noget af. Men der har altså også været en masse omstændigheder i mit liv, som jeg ikke selv har valgt. En kræftsygdom er ikke noget, man selv vælger. En ulykke som Nicolais død er heller ikke noget, man selv har valgt på nogen som helst måde. Men det kan være, nogle af de dramatiske ting, jeg har opsøgt tidligere i mit liv, har rustet mig til, at katastroferne kunne komme væltende. Jeg ved ikke, om man kan blive rustet til at klare sådan noget her. Men jeg har i hvert fald en oplevelse af, at hvis hjertet ikke går itu, så ekspanderer det på en måde, det udvider sig. Det synes jeg er noget, man kan få ud af sådan nogle voldsomme tragedier.

LÆS OGSÅ: Alberte Winding: "Nu er jeg matriarken"

JEG ORKER IKKE

Et år er gået. Et nyt skal gennemleves. Med en sorg i forandring. Og Kira har skabt albummet ”The Echo of You” med undertitlen ”Songs for Nicolai”.

 – Nu har jeg lavet den nye plade, og det er faktisk enormt svært at være færdig med mit sorgprojekt, for albummet har netop været noget, jeg KUNNE gøre i alt det her, og der følger en tomhed med at være færdig. Nu skal jeg selvfølgelig ud på turné, og det bliver rigtig godt, for det er sammen med alle dem, der har lavet pladen, og som også var venner med Nicolai. Men jeg kan mærke, at der kommer en tomhed. Og så føler jeg også, jeg er gået lidt ind i en mere forstenet fase: Nå okay, nu skal jeg ikke længere overleve en tragedie, nu er det min virkelighed, jeg skal leve med det hver dag. Og jeg orker ikke have middagsselskab hver aften for at have et socialt liv. Ligegyldigt hvor tæt man er på folk, så er det bare noget andet end at være sammen med sin elskede, sin partner. Så der indfinder sig en ensomhed, når man er alene med sit barn. Det er hårdt, det er det bare.

 

SÅDAN ER DET IKKE

Gud? Tro? Du begyndte ikke at lede efter heling dér?

– Jeg har aldrig beskæftiget mig med tro, men da Nicolai døde, begyndte der at komme nogle mere eksistentielle tanker: Hvad sker der? Skal vi ses igen? Er du der stadig i en eller anden form? Jeg begyndte at læse alt muligt. ”Den tibetanske dødebog” f.eks. Og så har jeg talt med en præst et par gange. Jeg havde brug for at tale med nogen, som søgte inden for nogle andre dimensioner end bare vores eget indre følelsesliv.

Mere holistisk, hvordan man er menneske i verden?

 – Ja, netop det eksistentielle anker. Det betyder ikke, at jeg er kommet frem til, at der er noget, jeg rigtig tror på. Men jeg vil heller ikke sige, at jeg ikke tror på noget. Jeg føler faktisk, at der ligger et håb i alt det, vi ikke forstår, og alt det, vi ikke ved noget om. Jeg tror ikke, sandheden er tilgængelig for nogen af os – heller ikke præster og videnskabsmænd. Det ligger der også et håb i: Alt det, vi ikke ved. Når jeg tænker på den måde, så åbner min verden sig op og bliver større. Så finder jeg en form for fred. Uden at der overhovedet som sådan er nogen svar. Men der er håb.

Om Kira Skov

41 år, sanger og musiker, mor til Morgan på 5 år.

Aktuel med: Albummet "The Echo of You" med undertitlen "Songs for Nicolai".

Læs mere om: