Sandra Yi Sencindiver
Kendte

Sandra har tre mødre: "Jeg har haft en tryg og glad barndom"

Vi har alle det tilfælles, at en kvinde har født os. I den forstand har vi alle en mor. Sandra Yi Sencindiver er lidt anderledes, for hun har tre. Hun er blevet født af én mor, adopteret af en anden og klædt på til livet af en tredje – som døde, da Sandra var teenager. Det kunne have været en svær skæbne, men sådan er det ikke for Sandra.

Historien om Sandra Yi Sencindivers tre mødre

Nu skal du holde tungen lige i munden, for den historie, du skal høre nu, er ret vild og måske også lidt kompliceret. Historien er Sandra Yi Sencindivers, og du får en hurtig opsummering her:

Sandra og hendes tvillingesøster bliver født i Korea i 1980. Deres forældre har i forvejen tre piger, men er ludfattige og er derfor nødt til at bortadoptere de to nyfødte. Tvillingepigerne adopteres af en amerikansk mand og hans sydkoreanske kone, og de flytter sammen til USA, hvor de bor de næste otte år. Deres far får job på Grønland, hvor han møder en dansk kvinde, Helle, og de to bliver forelskede. Faktisk så forelskede, at han bliver skilt fra sin koreanske kone, tager Sandra og hendes søster med ud af USA og starter et nyt liv på Grønland.

Det er først her, som otteårig, Sandra får at vide, at hun er adopteret. Men det gør ikke så meget, for Helle er en skøn kvinde, og hun bliver hurtigt tvillingernes nye mor. Da Sandra er 15 år gammel, får Helle kræft og dør. Faderen gifter sig med Helles søster, og de når at være sammen i 10 år, før hun også dør af kræft.

I 2005 finder Sandra og hendes søster frem til deres biologiske ophav – mor og søskende, som stadig lever i Korea. En, to, tre mødre. Lyder det som en skæbne, der kan splitte et menneske ad? Sådan ville det nok have været for mange, men heldigvis er det ikke tilfældet i denne sande fortælling.

– Det lyder nok ret melodramatisk, men jeg føler, jeg har haft en tryg og glad barndom, jeg er robust, selv om mit liv nok har været lidt mærkeligt set udefra, siger Sandra, som i dag er 37 år og lige nu sidder i sin lejlighed på Frederiksberg med en skive ristet brød med hummus i hånden. Hun tygger, mens hun fortæller sin historie.

Adoptivmoren

Colorado, USA. Sandra husker ikke meget af de første otte år af sit liv, og de fleste minder er nogle, som har været gemt væk eller fortrængt, og som først er kommet tilbage, efterhånden som Sandra er blevet voksen.

Hun husker sit hjem i Colorado, og hun husker sin mor, som kunne barrikadere sig inde på sit værelse med gardinerne trukket for i dagevis, og så lå hun dér i mørket, væk fra sin familie. Moren kunne være kærlig og overstrømme sine piger med kærlighed, men hun var også hidsig, temperamentsfuld og utilregnelig.

– Sommetider kaldte hun min søster og mig ned i køkkenet, og så skulle vi straffes for noget, vi ikke vidste hvad var. Hun sad på knæ, så sagde hun noget, og så vidste vi, at vi skulle stikke af, ellers ville vi få en røvfuld. Inde i mit hoved har jeg billeder af hende, hvor hun jagter min far med en stegepande, siger Sandra.

Sandra finder sin telefon frem og bladrer rundt i fotorullen, før hun finder det billede, hun har ledt efter. Billedet viser en mand i uniform, og ved siden af ham står en koreansk kvinde og ser lidt forlegen ud. Det er hendes far og første mor. Han er amerikansk militærmand, og de to har nok mødt hinanden, da han var udstationeret i 70’erne. De har forelsket sig, er blevet gift og er sammen draget mod USA, hvor de har fået to piger.

Vi hører altid, at et billede siger mere end tusind ord, og det er sikkert også rigtigt. Men et billede kan også væve sig ind i en fortælling, som måske ikke er helt sand. Motivet i Sandras hånd viser en mor, som til forveksling ligner Sandra, og det viser, at faderens hår er sort. Derfor er det heller ikke faldet hende ind, at hun og hendes søster kan være adopterede, for gennem et barns øjne ligner de deres forældre.

– Jeg ved ikke, hvordan det var endt, hvis jeg var blevet hos min adoptivmor, jeg kan kun være taknemmelig for, jeg ikke gjorde. I dag er hun blot et fjernt minde for mig. Vi har været hendes børn, men det er vi ikke længere.

Sandra med sin tvillingesøster og adoptivmor i USA.

LÆS OGSÅ: Anna Mee Allerslev: "Intet kan rokke ved den kærlighed, jeg har til mine adoptivforældre"

Den danske mor

Søndre Strømfjord, Grønland. Sandras far har trukket sig tilbage til et civiljob på Grønland, og det er her, han møder danske Helle, der arbejder som radiotelegrafist.

– De to falder pladask for hinanden, og han bliver skilt fra vores koreanske mor og tager min lillesøster og mig med til Grønland. Vi er otte år gamle, og det er først nu, vi får at vide, at vi er adopterede. Hvis jeg kender Helle ret, så er det hende, der har overtalt min far til ikke længere at holde det skjult, siger Sandra.

Spørgsmålet for et barn er: Hvorfor er det en hemmelighed? Er det en skam at være adopteret? Som voksen har Sandra selv søgt og fundet, hvad der kunne være et svar.

– I koreansk kultur betyder blodets bånd ekstremt meget, og at kunne få børn er forbundet med en mors værdi. Hvis hun er ufrugtbar, er hun ikke en rigtig kvinde, og måske har det været et spørgsmål om ære, at hemmeligheden blev bevaret så længe, siger hun.

Dybest set ved Sandra det imidlertid ikke, for mange af tingene er nogle, hun har ræsonneret sig frem til gennem årene. Det samme gælder for det usædvanlige faktum, at pigernes far får forældremyndigheden og tager dem med sig over Atlanten.

– Jeg kan kun tilskrive det Helle, som nok har ment, at hvis han skulle bryde familien op, skulle han have børnene med, siger Sandra.

– Helle var en vidunderlig, selvstændig kvinde. Hun havde en datter på seks år i forvejen, og vi boede sammen på Grønland som en lille familie i knap et år, før hun blev gravid med min far, og de fik min lillebror. Så flyttede vi til Danmark, undtagen min far, som blev deroppe og arbejdede. Nu var USA ikke længere hjem, og Helle blev hurtigt min mor.

– Jeg har kun set min adoptivmor én gang siden da – året efter at de var blevet skilt – og hun var ked af det og savnede os. Jeg syntes, det var synd for hende, hun ikke længere havde kontakt med os, men det var også rigtig godt, hun ikke var vores mor længere, siger hun.

Spurgte du, hvorfor I ikke skulle se hende længere?

– Nej. Det ville være logisk set fra et voksent perspektiv, men det var bare sådan, det var.

Få 13 nr. af femina + 3 Kähler Hammershøi vaser for kun 348 kr.

Pæne piger i nye rammer

Ebeltoft, Danmark. En gang hver tredje måned kommer Sandras far hjem, hvor familien bor, før han tager af sted mod nord igen. Det kan godt være, hans selskab virker sporadisk, men det samme kan man ikke sige om opdragelsen af hans to piger.

– Han kommer fra en traditionel republikansk katolsk familie, hvor det ikke har været fordækt at give de uartige børn en røvfuld. Vi var nogle meget søde, pæne piger, der altid lyttede efter, hvad der blev sagt, havde stramt opsat hår og gik i matchende tutkjoler. Det viser meget godt, hvordan vi var opdraget, siger Sandra.

Men Helle er en kvinde, der gør tingene efter sit eget hoved. Hun tager tvillingerne til sig, som var det hendes egne, og hendes piger skal ikke skoles til at være flinke, men til at mestre tilværelsen selv.

– Vi blev opfordret til at være kreative, læse og dyrke vores interesser. Hun lærte os også, at vi skulle kunne ting selv, og vi skulle lære at strikke, sy, lave mad og gøre rent. Men kun sagde også, at vi ikke skulle sige til nogen, at vi kunne alle de ting, for hun skulle ikke have små husmorpiger, som var opdraget til at opvarte en mand og passe et hjem. Min danske mor var sej. Virkelig sej. Tænk at få to små mennesker med personligheder og bare tage dem til sig, som om de var éns egne. Hun var en beundringsværdig kvinde, siger Sandra.

Sandra med sin far, danske mor, tvillingsøster, danske lillesøster og lillebror.

Gående mod graven

Det hele lyder meget ... nemt, og det er Sandra også godt klar over. Hun indrømmer, at hun nok idylliserer sin danske mor en smule. For ærligt har der også været pinlige ting, menneskelige ting, og der har været fejltagelser, men taknemmeligheden opvejer det hele. Sådan er det nok, når man mister nogen i en sårbar alder: Man placerer dem på en piedestal. Og Helle dør, da Sandra er 15 år. I et stykke tid har Helle det dårligt, men slår det hen som stress, før lægerne finder ud af, at hun har en aggressiv form for kræft, og efter kun seks uger trækker Sandras mor vejret for sidste gang.

– Min far kommer hjem, da hun dør. Så stod han dér alene med tre teenagepiger og en dreng på seks, siger hun.

Hvad gør man så?

– Man gifter sig igen. Med min mors søster. Helles søster, Anne.

Hvornår?

– Umiddelbart efter at hun er lagt i jorden.

Hvor lang tid er det efter?

– Med det samme. Sådan husker jeg det. Jeg husker, at vi er hjemme, min mors bedste venner sidder med ved bordet, der bliver slået på glasset, de rejser sig op, holder i hånd, og så får jeg at vide, at nu flytter moster Anne ind. Og det gør hun så.

Hvad tænker du i det øjeblik?

– Al luft bliver slået ud af mig, og jeg gør mig umage for ikke at græde. Det var et følelsesmæssigt overgreb. Situationen foregik i slowmotion, og jeg sagde, at det ikke var for at være uhøflig, men jeg var nødt til at trække noget luft. Der var snestorm, jeg gik ud, endte oppe ved min mors gravsten, og så sad jeg dér og græd. Jeg tænkte ikke så meget, for det var så svært at rumme. Jeg vidste, at vi blev nødt til at stå sammen, vi elskede jo også vores moster.

Nåede ikke at sørge

Som voksen og især i løbet af de sidste par år har Sandra tænkt meget over de valg, hendes forældre – alle sammen – har truffet i løbet af hendes liv. At alle beslutninger er truffet ud fra overlevelse på den ene eller den anden facon. Og at nogle beslutninger virker fejlagtige, og det har konsekvenser for børnene.

– Hvis jeg skal pege på en af de største fejl, så er det, at det gik for hurtigt, at min far og Anne fandt sammen. Også for min egen fars skyld ... han nåede ikke at sørge over bortgangen af sin kone. Og vi nåede ikke at sørge over tabet af vores mor. Det er en stor sorg, ikke kun i inderkredsen af familien. Mine søstre og jeg har som voksne været gode til at mindes hende, men sorgen sidder der, uanset hvor meget jeg snakker om hende. Det er noget, jeg må bære med mig, siger Sandra.

Tror du, at ægteskabet var Helles forslag?

– Jeg kan ikke forestille mig andet, end at hun har været med til det. Men jeg tror også, Anne var blevet forelsket i min far. I dag bebrejder jeg hverken min far eller min moster noget. Men hvis jeg skulle have givet dem et godt råd, havde det været at gå stille med dørene og lade folk sørge for en stund. Det blev der ikke givet plads til, for at sørge over Helle var det samme som ikke at kunne fejre, at Anne nu var sammen med min far. På den positive side betød det, at vi ikke behøvede at blive voksne før tid, fordi der stadig var en moderskikkelse i vores liv.

LÆS OGSÅ: Alberte Winding: "Nu er jeg matriarken"

Den anden død

Ægteskabet mellem Sandras far og moster når at vare i 10 år. Anne får lungekræft, og hun ender med at dø af det. Ligesom sin søster er hun alt for ung, da det sker, og ligesom sin søster efterlader hun sig voksne børn, som alt for tidligt skal klare sig uden deres mor. Sandra kalder det for en oplevelse af deja-vu, som om hun gennemlever Helles død igen.

– Kort efter Annes død finder min far sammen med Helles bedste veninde. Dér siger jeg til min far: Det er bare helt i orden, men for alles skyld, så gå lidt stille med dørene. Men det gør han ikke. De slår hånden af ham ... Annes børn. I dag kan jeg godt se det fra min fars perspektiv, at han ikke kan være alene. Han kan ikke sit eget selskab, og han har brug for at have en livsledsager.

– Det var voldsomt at miste vores moster og opleve min far gentage sine handlinger. Det var som at miste min mor én gang til. I løbet af min barndom har det helt klart været min strategi at lukke ting ned og gemme væk, til jeg har været klar til at tage dem op. Ikke mindst da Helle døde. Da min moster dør, resulterer det i, at denne her gang får vi virkelig bearbejdet alle de ting, vi ikke fik snakket om ved Helles bortgang.

Sandra fortæller, at snakken tit falder på hendes far, når hun fortæller om sin opvækst. Og med ham som fællesnævner, der binder alle leddene sammen, er det måske heller ikke så underligt.

– Min far er sød og dejlig, men han er også svær. Sommetider har jeg det, som om jeg elsker ham på trods. Han er tilbage i USA med en helt anden kvinde nu, og vi ses kun et par gange om året. I min barndom forgudede jeg ham, i mine teenageår bandede jeg over ham, men i dag har jeg et mere menneskeligt forhold til ham. Han er et menneske med masser af fejl, men jeg er et sted i mit liv, hvor jeg accepterer det, for jeg kan alligevel ikke lave om på det.

Har din far været vigtig for dig?

– Han er i hvert fald stadig i mit liv – i modsætning til så mange andre mennesker.

Efterord – den biologiske mor

Busan, Sydkorea. Sydkorea har vedtaget en lov, som gør det muligt for adopterede børn at tage kontakt til deres hjemstavn, og det har de to piger gjort. De har sendt et brev. Faktisk er Sandra modvillig, for hun har ikke noget behov for at finde ud af alt det om den koreanske familie, men hendes søster insisterer.

– Og så kom der fandeme svar! udbryder Sandra.

Som 24-årige besøger de familien for første gang, og siden da er det blevet til to gange mere.

– Man tænker den helt store genforening og violinspil, og det var utrolig rørende, men også almindeligt på samme tid. Det var enormt smukt at kigge på en ældre kone og se sig selv betragte hendes ansigt og tænke: Gud, sådan kommer jeg til at se ud, når jeg bliver gammel, siger Sandra.

– De siger det ikke direkte, men jeg har ræsonneret mig frem til, at de bortadopterede os, fordi de var ludfattige. Min far var doven, min mor var en knokler. Uden uddannelse, men skarp og med en vilje uden lige. I dag har hun det skidegodt, og hun har klaret sig, fordi hun har været så driftig. Sidste gang jeg var der, havde jeg min mand og mine to piger med. Vi blev så forkælede, fik en masse penge, og det var alt for voldsomt. Måske er det som en form for kompensation, men det behøver hun ikke. Jeg er voksen nu. Jeg er ikke det barn, hun gav væk. Hun skylder mig ikke noget.

Kan du ikke godt forstå hende?

– Jo, men hun behøver det ikke. Jeg har aldrig bebrejdet min biologiske mor noget. Jeg har fået et godt liv, og hun har gjort det så godt, hun kunne. Hun er ikke en kvinde, der græder i tide og utide, men sidste gang jeg skulle tage afsked med hende, græd hun. Hun sagde, hun var nødt til at give os bort dengang, for hun kunne ikke se, hvordan de ellers skulle have overlevet. Og det forstår jeg godt. Man giver ikke sine børn væk, medmindre det er livsnødvendigt.

Du virker ret hel?

– Ja, folk spørger altid, hvordan jeg kan være så normal.

Hvordan kan du det?

– Jeg har ikke prøvet andre måder at leve på. Man kan ikke tilskrive det én bestemt ting, men når jeg kigger på min biologiske mor, spejler jeg mig i hende med stolthed. Selv om hun ikke har opdraget mig, har hun en motor, som jeg må have arvet. Og så var jeg så heldig at få Helle, som var så generøs med sig selv. Hun har virkelig klædt mig på til livet.

Kunne du have klaret det uden din tvillingesøster?

– Jeg tænker aldrig på os som en sammentømret enhed. Helt sikkert fordi Helle gjorde meget ud af, at vi ikke skulle behandles ens. Vi skulle selv finde ud af, hvem vi var, og hvad vi havde lyst til. Men dér har det betydet meget, at jeg har haft min søster. Med hende har jeg aldrig følt mig alene i verden.

Sandra med sin biologiske mor i Korea.

LÆS OGSÅ: Christina Rosendahl: "Jeg er vokset op i en familie med rigtig meget vold"

Sandra Yi Sencindiver, 37 år. Skuespillerinde og kunstnerisk leder på teater danskdansk beliggende i København.
Bor på Frederiksberg med sin mand og sine to piger.

Lige nu kan du opleve hende i fjerde sæson af ”Broen” på DR1. Til marts kan du dykke endnu længere ned i moderskabet på forestillingen ”Ikke uden min mor”, som Sandra er instruktør på.

Læs mere om: