Dorthe Gerlach
Kendte

Dorthe Gerlach: ”Kærligheden er et vildtvoksende træ, og vi vokser ind i hinandens liv på alle mulige måder”

Livet kørte ellers. Dorthe Gerlach og hendes mand Michael Hartmann havde succes med duoen Hush, og i deres omgangskreds var de det perfekte par – prinsessen og prinsen. Så blev Dorthe Gerlach pludselig i tvivl. Om det hele. Kærligheden, karrieren, sig selv.

Dorthe Gerlach om tvivlen til det hele

Dorthe Gerlach kunne have ladet som ingenting. Hun kunne have sagt, at duoen Hush, som består af hende selv og ægtemanden Michael Hartmann, bare har haft brug for en laaang pause. At teksterne på det nye album ”Sand” ikke nødvendigvis har noget med hendes eget liv at gøre. Eller hans. At farvellet til de lange prinsessekrøller er en tilfældighed. Men det gør hun ikke.

– Udefra kan det se ud, som om Hush bare er tilbage efter en pause. Men Michael og jeg har altså også haft nogle år, som har været meget præget af … tvivl.

2017 blev et travlt år for Dorthe Gerlach. Det nye album blev født. Og så kom hendes optræden i ”Toppen af poppen” også lige ind over og krævede nærvær. Det blev også et godt år, fordi hun er tilbage ved udgangspunktet både musikalsk og privat. Og fordi ingenting af den grund er det samme.

– Michael og jeg mødtes, da jeg var 17 år, og han var 27. Vi blev et par, da jeg var 20, og så havde vi bare rigtig mange år, hvor det meget var mig og ham mod verden, fordi vi havde svært ved at komme igennem med vores musik. Dengang var man afhængig af, at et stort og nådigt pladeselskab skulle bøje sig og sige: ”Vi tror på jer, så I får chancen...”. Det gav os meget energi: Okay, vi skal fandeme vise Universal og Sony og alle de andre og vores familie til fætter-kusine-festen, at vi godt kan! Og det gjorde vi. Men da jeg var i begyndelsen af 30’erne, skete der noget i mig. Vi havde en god musikkarriere, og det hele kørte ret godt, men pludselig tænkte jeg: Hvem fanden er jeg egentlig? Da Michael og jeg mødtes, var der naturligt nok mange ting, han kom til at definere, fordi han var ældre og allerede havde livserfaring. Så jeg havde ligesom været i en ramme, siden jeg var 20 år, og undervejs havde jeg måske forsømt at blive voksen. Jeg var ikke helt færdigbagt, og så opstod der pludselig et oprør i mig: Hvad er det her for et liv? Er det noget, jeg har bestemt, det skal være? Eller er det noget, Michael eller min booker eller mit publikum har bestemt? Altså, hvad er det egentlig, JEG gerne vil? For at jeg kunne blive en ordentlig voksen kvinde, måtte jeg måske lige have et teenageoprør som 32-årig. Jeg havde det, som om jeg nærmest aldrig før havde prøvet at være rasende, og pludselig stod jeg så og var MEGA rasende en stor del af tiden. Det skal man ikke underkende: Der er en god energi i vrede.

Hvad gjorde du så?

– Så mærkede jeg helt vildt meget efter, haha. I lang tid. Det var noget med at få trådt ud af nogle faste roller. Og så var der selvfølgelig også nogle spøgelser fra fortiden.

Verden går i stykker

Dorthe Gerlach er vokset op i Vendsyssel som den ældste af fire søskende.

– Jeg er nok gået lidt til livet som hende, der skulle sørge for den gode stemning eller for at få ting til at hænge sammen. Den side af mig har nok fået lov til at fylde lidt for meget i den første del af mit voksenliv.

Hvorfor fik du den rolle?

– Altså … det er ikke nødvendigvis specielt traumatisk, men i ethvert menneskeliv er der ”noget”, for vi er alle sammen et produkt af livet. Og der skete det, at min yngste lillesøster blev meget alvorligt syg, da jeg var ni år. Hun fik en sjælden autoimmun sygdom, som angreb centralnervesystemet, så hun lå i koma, og i lang tid vidste lægerne ikke, hvad det var. Hun var syg i nogle år. Og hvis man er ni år og storesøster, så tænker man: Shit, nu går verden vist i stykker, jeg må lige hjælpe til med at holde sammen på den ... Jeg bebrejder ikke mine forældre, for hvad skulle jeg bebrejde dem? Det var enormt svært i en lang periode. Man har et lille barn på fire år, som er ved at dø, så hvad er det vigtigste? Det er selvfølgelig at være der for det barn og i så vid udstrækning som muligt forsøge at være der for de andre børn. Det er klart, at det koster noget.

Det er ikke nogens skyld, pointerer Dorthe. Og det hele endte lykkeligt, lillesøsteren blev rask. Men det kan godt efterlade spor i sjælen alligevel.

– For der opstod en særlig bevidsthed i familien: Pyh, det var heldigt og lad os så komme i gang med at leve livet på den gode måde. Jeg siger ikke, at vi skulle have været sendt i lange terapeutiske forløb hos skolepsykologen, men der ligger alligevel nogle ting i mig. Da jeg stod og var 32 år og lige pludselig var rasende, var min søsters sygdomsperiode en af de ting, der dukkede op til overfladen.

LÆS OGSÅ: Alberte Winding: "Nu er jeg matriarken"

Blev til vreden havde lagt sig

Hvordan reagerede Michael på dit raseri?

– Haha … han blev sådan lidt paf, for han kendte ikke den side af mig. Vi havde været sammen så længe og havde ligesom fået lavet en livs-symbiose: Du er sådan, og jeg er sådan, og sådan er dét. Pludselig følte vi os begge to lidt misforstået: DU VED OVERHOVEDET IKKE, HVEM JEG ER. Fordi vi måske var blevet lidt … dovne.

Var I fra hinanden?

– Vi … havde en meget lang periode, hvor vi var midtimellem, og hvor vi var i tvivl og også sagde: Lad os lige tage et par uger, hvor vi ikke ser hinanden så meget.

Når hun siger meget lang, mener hun meget lang. Ikke mindst set i forhold til det moderne menneskes eskapistiske forhold til tvivl.

– Det er ikke så rart at være i selskab med tvivl, så vi tænker som regel, at vi må skynde os at få det fikset. Vi vil gerne have kontrol, styr på det, have en pakke, vi kan præsentere omverdenen for. Men vi har opnået en falsk tryghed, for vi tror, vi kan kontrollere alt, og når vi så ikke kan det, skynder vi os videre. Og det, der skete, da mig og Michael ramte tvivlen, var også, at jeg bare havde lyst til at stikke af. Jeg er glad for, at jeg blev.

Vreden gjorde oveni sit til, at hun havde ”lyst til at sætte ild til det hele og løbe sin vej”, siger hun.

– Men jeg tror, at det er klogt at tage sig tid, uanset hvad man er i krise med.

Selverkendelserne kommer først efter vreden?

– Nemlig. Hvis man bare løber videre og får en ny partner, så kan man sidde med ham og sige: ”Min gamle mand var virkelig også en idiot, han gjorde alting forkert”. Men efter et par år dukker de samme problemer tit op igen. Så jeg føler, det var betydningsfuldt, vi blev i det, indtil vreden havde lagt sig, og vi fik ryddet op i nogle ting.

Få 13 nr. af femina + 3 Kähler Hammershøi vaser for kun 348 kr.

Er det en fase?

Men der var, siger hun, nogle i omgangskredsen, der havde lidt svært ved at være vidner til Dorthe og Michaels tvivl.

– For det er rart at være sammen om par-forståelsen: Hanne og Claus, Sofus og Anna, Dorthe og Michael, sådan er dét. Og Michael og jeg blev opfattet som det perfekte par. Vi var prinsen og prinsessen, der fandt hinanden på gågaden i Randers og lavede musik. For nogle var det lidt utrygt pludselig at være i stue med tvivlen. Hvis vi kom ud til et eller andet arrangement: ”Er I sammen, eller er I ikke sammen?”. Så svarede jeg: ”Vi er sammen, vi er bare lige lidt i en fase, vi ved ikke, hvad der sker på den lange bane”. Til sidst var folk sådan: ”Nu må I sgu da finde ud af det, det kan da ikke passe”. Men vi gav hinanden plads. Og selv om vi var frustrerede og havde mange sammenstød, tror jeg også bare, vi havde en grundkærlighed til hinanden, som rækker ud over den endimensionelle Hollywood-ting, man ser i biografen. Hvis man er sammen med et menneske i rigtig mange år, ligger der alt muligt andet i kærligheden.

Og her anbefaler jeg, at du slår ørerne ud, for nu siger Dorthe noget, man godt kan tage med sig videre og fundere lidt over:

– Jeg tror, kærligheden er et vildtvoksende træ, og at vi vokser ind i hinandens liv på alle mulige måder.

Hvilket vi nok nogle gange glemmer, indtil vi bliver mindet om det af livet selv.

– Mens vi havde det allersværest, døde Michaels mor efter at have været syg i et par år. Og selv om Michael og jeg stadig befandt os i den tvivl, var jeg med til at sige farvel til hende og være der i døden sammen med Michael og hans familie. Det havde jo ikke noget at gøre med, at han og jeg ikke helt kunne finde ud af, om vi skulle være mand og kone, eller vi ikke skulle. For jeg havde kærlighed til ham som menneske og kærlighed til hans mor som menneske og en forståelse for: Okay, nu er han ved at miste sin mor. Det var også en vigtig del for mig. Nogle gange hører man om par, som går fra hinanden, og fra den ene dag til den anden lukker de to familier døren for hinanden: ”Nå, du er ikke sammen med Birgitte mere? Jamen, så kan vi ikke tale sammen mere”. Det er noget underligt noget.

Dorthe og Michael vidste ikke, om de var sammen, men de var sammen, mens de ikke vidste det.

Han ventede

På Facebook læste jeg for nylig en clickbait-artikel om ”De 6 skilsmissealarmsignaler”. Jeg fortæller Dorthe om et af de alarmerende tegn: Hvis man ikke har lyst til at rive tøjet af ham, hver gang man ser ham, er den ”gal”. Dorthe griner.

– Hele tiden? Haha. Det er derfor, jeg synes, Hollywoodfilm er irriterende. Kærlighed er da at sige: ”Oh my god, sikke en dejlig aften, og lige nu får jeg helt vild lyst til dig, lad os smide tøjet...”. Men kærlighed er altså også … bare at være til stede sammen og med hinanden i livet. Jeg har aldrig været i tvivl om Michaels kærlighed til mig, selv om vi havde det svært. Da det var allersværest, sagde han: ”I tilfælde af at det allerværste sker – så er jeg bare din bedste ven”. Det var enormt kærlighedsfuldt. Det gav mig fornemmelsen: Han ER her jo. Og jeg er der for ham.

Han skulle mest vente på dig?

– Det kan man måske godt sige. På den anden side skulle han også finde ud af: Hvem er denne her nye kvinde, der står og råber og regerer i mit hjem? Er det en, jeg gerne vil være sammen med? Så det var en fælles tvivl. Og mit eget album ”Natlys”, som jeg lavede i den svære periode, er også fyldt med tvivl af samme grund. For os var det noget med at tage alle strukturer og faste institutioner ud af vores liv og bare sige: Her er jeg, og jeg ved ikke, hvem jeg er, men jeg synes sådan og sådan, og hvem er du, og vil vi hinanden, og hvad er det for et liv, vi vil have?

Dorthe opdagede, at hendes grundudgangspunkt som voksen i årevis havde været kontrol.

– Se, vi har styr på det! Men så havde vi bare en meget lang periode, hvor der ikke var styr på det. Og jeg fandt ud af: Det er ikke meningen, at der skal være styr på det, man skal leve livet og mærke det og sanse det. Jeg er blevet enormt god til at sanse det nu.

Du kan klare det, der gør ondt nu?

– Ja. Og det er vigtigt for mig også at være til stede i det. F.eks. handler ”I Grew Up In This House” på den nye plade om situationen, hvor vi skulle pakke Michaels barndomshjem ned, da hans far lå for døden. Michaels søster havde skrevet en Facebook-opdatering: ”Gratis og billigt i Randers og omegn”. Vi havde ikke lavet andet end at rydde op i månedsvis, og der var stadig ting i huset, den dag det skulle afleveres klokken 17. Og så kom der alle mulige fremmede mennesker og gik rundt i Michaels barndomshjem: ”De dér slips i skabet i soveværelset, må jeg tage dem med?”, og: ”Hvad skal I have for denne her kande?”. Der var et clash i den situation mellem folk, der var ude en lørdag eftermiddag for at gøre et fund, og så Michael – den mand, jeg elsker – som bare stod inde i stuen med ryggen til det hele ... stuen var helt tømt, og han stod og sagde farvel til en stor del af sit liv.

Du får tårer i øjnene?

– Ja … jeg gik ikke hen til ham eller noget. Jeg tænkte: Det er hans farvel, og det skal han have lov til at sige i fred, jeg kan ikke tage den smerte fra ham, men det er også rigtig vigtigt, han har den, og at han siger farvel til det hus, han husker. Det var også vigtigt, jeg var der og mærkede hans smerte. Men den situation har jeg knivskarpt i min hukommelse, det er også derfor, jeg stadig bliver rørt, når jeg tænker på det. Fordi smerten er der. Hans sorg og min kærlighed til ham. Jeg tog et billede af ham med min telefon. Fra ryggen, jeg ville ikke forstyrre ham. Jeg tror, jeg er blevet mere opmærksom på de dér vigtige øjeblikke i livet. Det er dem, vi mærker livet ved. Så jeg vil gerne gemme dem, det er derfor, jeg skriver sange om dem. De er vigtige.

LÆS OGSÅ: OL-sølvvinderne: "Vi har holdt vores kærlighed hemmelig i otte år"

Dorthe Gerlach, 39 år, gift med Michael Hartmann. Sammen danner de duoen Hush og er aktuelle med albummet ”Sand”.