Dorte Bülow
Kendte

Dorte Bülow, 79: Om at have været stripper og kæreste med Simon Spies

Hun har været stripper i London, kysset Marlon Brando og været kærester med Simon Spies. Blandt andet. Dorte Bülow har altid søgt eventyret. Både når det gjaldt rejser, oplevelser og mænd, og hun er ikke bange for at snakke om det hele.

Dorte Bülows vilde liv

Dorte Bülow har spist af livet i ekstraordinært store bidder. Hun var stripper på Casino de Paris i London i 1960’erne og har været kæreste med Simon Spies, som smed hende ud, da hun ikke ville i seng med ham mere. Dorte Bülows liv har været super farverigt. Og ”frækt”.

– Selvfølgelig tænker jeg over mit liv en gang imellem, jeg tænker også på, hvor fræk jeg egentlig har været, for det HAR jeg jo været i forhold til tiden.

Dorte er 79 år, går i sorte nittestøvler og jeans, rejser gerne til Indien på ferie, har konstant kalenderen fyldt med frokostaftaler, fest og ballade, to gange om ugen laver hun frikadeller, krebinetter, kartoffelmos og supper til Hus Forbi-sælgere, og så er der også lige jobbet som ekspedient i en genbrugsbutik. For snart fire år siden solgte hun sin legendariske Frederiksberg-restaurant Sans Souci efter 32 år som restauratør, og nok savner hun ikke sin 70-timers arbejdsuge, men hun går og leder efter mere frivilligt arbejde at fylde i kalenderen. Dorte synes ikke, hun har nok at lave.

Kysset med Brando

Der var fuld fart på København i midten af 1950’erne, da Dorte var teenager, og der var fuld fart på Dorte. Hun kom i lære som kontorelev, sorterede breve, var korrekturlæser, gik på instederne Jazzhouse og Willy’s Place om aftenen, og det lykkedes hende at spare sammen og rejse ned til sin kusine Anna Karina i Paris – hvis du ikke kender hende, gør din mor. Anna Karina var i gang med en karriere som model og skuespiller og havde lige mødt filminstruktøren Jean-Luc Godard.

– Jeg besøgte Anna Karina, inden hun blev gift, og hun stadig boede i en pragtfuld lille lejlighed i en sidegade til Champs-Élysées. En aften kom Anna Karina, en veninde og jeg godt berusede hjem, vi havde fået masser af vodka. Under Anna Karina boede en meget kendt filminstruktør, som hun vældig godt kunne lide, så vi bankede på. Og på et kaninskindstæppe på hans sofa sad der en lille mærkelig mand med grønne fløjlsbukser og små sko med kvaster. Hans ben kunne dårligt nå ud over sofaen. På et tidspunkt sagde han til mig: ”I want to go into your navel with a candle in my hand and never come back”. Og jeg tænkte: Han er bindegal. Da det gik op for mig, at det var Marlon Brando, blev jeg fuldstændig ædru og kiggede på den besynderlige lille mand, men jeg kunne jo godt høre, at hans stemme var helt pragtfuld. På et tidspunkt var jeg den eneste af os veninder tilbage – og så ville Marlon Brando og instruktøren jo gerne i seng med mig, men dét ville jeg ikke.

Aftenen efter spiste Dorte og Brando middag alene. Og aftenen efter igen.

– Han var meget interesseret, og det var en dødhamrende fantastisk oplevelse. Men det var så også det. Jeg tror, han tog, hvad han kunne få. Jeg nåede nu ikke at gå i seng med ham, men jeg fik en lille trutter, ja det gjorde jeg …

LÆS OGSÅ: Janni Ree: Jeg har tit tænkt på, om jeg har et faderkompleks

Kæreste med Simon Spies

Dorte var ansat i Københavns Lufthavn som ground hostess, da hun mødte Simon Spies første gang.

– Han arrangerede rejser, men han havde ingen fly endnu og var heller ikke specielt kendt. Han kom med lagkager til mig. En dag spurgte han, om jeg ville følge folk ned på hans sprogskole i Paris med tog – at jeg ikke kunne fransk, var lige meget. Men vi skulle lige lære hinanden at kende, så vi var på hotel Tre Falke – og dér blev vi lidt kærester. Han så godt ud og var meget anderledes end andre mennesker, og lige da jeg mødte ham, syntes jeg ikke, han var så tosset. Jeg tog frem og tilbage til Paris masser af gange og fik altid en masse penge af ham, så jeg kunne have det hyggeligt. Og en dag sagde han: ”Vi skal til Mallorca”.

Dorte havde aldrig været på Mallorca, det var der heller ikke ret mange andre danskere, der havde på det tidspunkt.

– Og det var fantastisk spændende, vi kom ned på et fint hotel, der hed Bahia Palace. Men dér opdagede jeg, at han VAR mærkelig. På fine restauranter sad han og pruttede og bøvsede og rev sider ud af bøger. Og han gik i en pels, der gik helt ned til jorden, og havde brune bjergsko på i varmen. Jeg var så flov over ham. Og han DRAK jo. Mallorca var pragtfuld, indtil jeg opdagede, hvor fuld han altid var. På det tidspunkt drak han kun White Ladies, og det var 25-30 stykker om dagen. En dag var jeg blevet voldsomt forbrændt af solen og lå på hotellet og var fuldstændig dækket af kølende pudder og var i store smerter. Han gik ud, og da han kom fuld tilbage, sagde han: ”Jeg er liderlig”. ”Hold op, jeg er syg”, sagde jeg. Så sagde han med sin gnækkende stemme: ”Du kan bare lægge missen ud på kanten, jeg behøver ikke røre dig ...”. Så var jeg fuldstændig færdig med ham, jeg var simpelthen ved at kaste op.

Den perfekte julegave-idé – giv et abonnement på FEMINA. 5 numre for 150 kr. >

– Jeg ville jo meget hurtigt ikke have noget at gøre med ham fysisk. Så en dag sagde han, at hvis jeg ikke ville have noget med ham at gøre inden en fast dato, så måtte jeg ”hjem og lære det”. Det glemte jeg alt om, indtil en morgen jeg vågnede, og hele mit værelse var fyldt med mit tøj, og Simon sagde: ”Du overholdt det ikke, så nu må du selv finde hjem”. Fordi jeg ikke ville i seng med ham. Først tudede jeg og var helt hysterisk, jeg vidste ikke, hvor jeg var, og der var hverken lufthavn eller jernbane i nærheden. Til gengæld havde jeg masser af penge, for jeg havde da bare taget penge fra hans tegnebog og gemt dem. Så jeg fandt hjem til min mor og far i en toværelsers, hvor jeg fik lov til at overnatte på en sofa. Der gik en måned, så ringede Spies: ”Jeg vil gerne tale med Dorte”. ”Jamen min datter vil ikke tale med Dem, hr. Spies”, sagde min mor. ”Hun var heller ikke nogen særlig god sekretær”, sagde han så. Og så så jeg ham ikke mere. I den omgang.

Hvad var han for en mand?

– Jeg synes, han var iskold, mit indtryk var, at han ikke kunne fordrage nogen mennesker overhovedet. Jeg tror ikke engang, han kunne lide sin mor. Han kunne lide sine hunde. Han blev mere og mere sammensat og skulle prøve grænser af. Det startede med lattergas og jordbær med hash i. Og han blev mere og mere mærkelig … med damer. Det var unge piger ... han købte vaskemaskiner til mødrene for at få lov til at bolle deres døtre. Det blev mere og mere outreret. Han var ikke noget rart menneske.

Nøgenfotos og strip i London

Dorte havde en veninde, der var blevet kærester med en amerikansk journalist. De skulle sammen til Skotland. Dorte tog med. Men veninden blev hurtigt uvenner med kæresten, så hun og Dorte tog til London – og kom i kontakt med fotografen Harrison Marks via venindens nu ekskæreste.

– Vi var ikke klar over, at han var nøgenfotograf, men det var han altså. En meget dejlig og meget charmerende jøde, som lavede billeder med os – og jeg blev kærester med ham. Og så fik min veninde og jeg en lille grim lejlighed i Kensington. Vi kunne jo ikke tjene nok til at leve af de dér billeder, så Harrison sagde: ”Jeg har to bøssevenner, der har åbnet Casino de Paris i Soho, hvad med at blive dansere dér?”. Ingen af os kunne danse, men vi blev præsenteret for de her to meget elegante fyre, der var sindssygt søde og havde et lækkert teater i Soho, og så blev vi lært op i at danse og strippe sammen med en masse meget farverige typer. Vi havde de skønneste kostumer, der blev ikke sparet på noget. Jeg havde et nummer, ”Lady in Blue”, hvor jeg havde en stor sort silkefrakke på og indenunder en rosa, fuldstændig gennemsigtig kjole med tusindvis af store dråber i rhinsten, og lange handsker på armene. Det var gammeldags strip, jeg skulle tage frakken af og til allersidst skulle jeg tage hægten i nakken op og meeeget langsomt lade kjolen glide ned på gulvet. Jeg var fuldstændig nøgen indenunder, og en aften tabte jeg simpelthen kjolen, BOM!, så lå den på gulvet, og folk klappede og grinede, og jeg stod splitternøgen dér, mens musikken spillede videre, neiiih, hvor var det pinligt.

Var det ikke grænseoverskridende for dig at strippe?

– Jo det var. Men på den anden side … jeg ved sgu ikke … jeg tror, jeg altid har været lidt ekshibitionist. Det generede mig ikke rigtig.

Var der ikke mænd, der ville mere end kigge?

– Jojo, det ville de meget gerne!

Men Dorte pointerer, at der ikke var noget, der bare lignede prostitution indblandet. Heller ikke da en yngre, velhavende mand fik veninderne ud af kælderlejligheden og ind i en luksuslejlighed i et af Londons dyreste kvarterer. Han betalte. Også købmandsregningen.

LÆS OGSÅ: Lise Nørgaard: Jeg undrer mig over, at jeg er i live

Det digitale liv er dødssygt

Der er nok mange, der vil mene, at Dorte har haft masser af eventyr i sit liv.

– Jeg synes egentlig ikke selv, jeg har været modig. Men jeg synes også, at de fleste mennesker lever utrolig kedsommeligt. Min bedste ven siger om nogle mennesker, at de er ”aflange og koksgrå”. Det er noget af det værste – og der er så mange, der er det. De er triste, deres hverdag er trist, de er bange for, hvad andre mennesker siger om dem.

Hvad er der sket i kvinders liv, i den tid du har levet?

– Det er et helt andet liv. Det er et digitalt liv. Jeg tror lige, kvinder lægger mobilerne fra sig, når de sidder og skvadrer lidt på caféerne med deres barnevogne. Ellers ikke. Det er så dødssygt. Og hvorfor er det så vigtigt, hvad man putter i munden, og hvad børnene har på? I dag må man ingenting. Ikke ryge. Ingenting. Meget af det er sikkert meget godt for helbredet, men det er hamrende kedeligt. Jeg har mit stamværtshus Café Hjørnet, et af de gamle brune værtshuse, der er så få tilbage af, dér er jeg kommet igennem alle årene. Da jeg startede på Sans Souci, fik jeg meget travlt og var tit først færdig klokken to-tre stykker om natten. Og jeg sagde til mig selv: Jeg skal ikke være sådan en fordrukken restauratør, så jeg går direkte hjem i sofaen og får en sjus. Men det hele kørte rundt i hovedet på mig, indtil jeg en dag fandt ud af, at jeg bare skulle ned og have en lille en på Hjørnet. Så kunne jeg slappe af. Dér kommer jeg stadig næsten hver dag, og det er dødhyggeligt.

En original – kan man kalde Dorte det? Det kan man. Og det må man. Der er ikke så mange originaler tilbage,

– Nej, der er nok mig! 

Dorte Bülow er 79 år og tidligere indehaver af den legendariske restaurant Sans Souci på Frederiksberg.

LÆS OGSÅ: Ulla Therkelsen om korrespondentlivet: Jeg har altid været rodløs

Læs mere om: