Selvudvikling

Julia Lahme: Se dig aldrig tilbage

Livet leves måske forfra, men vi bliver ikke bedre til det, hvis vi hele tiden skal sammenligne os med den, vi var før i tiden. Hvis vi gør det, giver vi ikke os selv lov til at lære af vores egne fejl, men holder os fast i de dumheder, vi ikke behøver at komme tilbage til

Det dér med at blive ældre vokser på mig. Ikke kun fordi alternativet er helt forfærdeligt, men fordi det faktisk bliver bedre og bedre. Det hele.
 
Og måske er det lidt paradoksalt, at jeg tillader mig at skrive om at blive ældre, for hvis der er noget, jeg er træt af at høre om, så er det andres ældning. De fleste andres faktisk. Især kvindernes. Jeg orker det ikke. Jeg bliver gammel af det. Ikke bare ældre, nej, jeg bliver gammel på heksemåden, når jeg skal se og høre kvinder fortælle om deres tabte ungdom. Hvis jeg skal se flere kvinder hive sig i huden på knæene eller fortælle mig om, hvordan deres bryster har bevæget sig centimeter for centimeter i både ventede og uventede retninger det sidste årti, så tror jeg simpelthen, jeg falder om. Af alderdom. Det er kedeligt. SÅ kedeligt. Og en lillebittebitte smule ynkeligt.
 
 
Når kvinder sidder over for én og fortæller om, hvordan deres forbrænding er sat ned, efter at de er fyldt 40, mens vi skåler i hvidvin og hapser lækkerier på en restaurant, eller om, hvordan deres lår har fået vandfaldseffekt i naturstridige vandrette – ikke lodrette – folder, så dør jeg lidt. Ikke fordi det hele ikke sker for mig, men netop FORDI det hele sker for os alle sammen, er det så gudsjammerligt kedeligt. Der er ikke noget nyt i det, det flytter ingenting, og det, der er det værste ved det, er den sorg – den helt oprigtige sorg – mange kvinder føler over ikke at være 29/17/32 længere. Og her er det så, jeg er nødt til at råbe: Jeg er lykkelig for, at de år er gået, og gået godt. Der er ikke én eneste alder, jeg ønsker mig tilbage til, herfra hvor jeg står som 40-årig.
 
LÆS OGSÅ:  Julia Lahme: Potteplanter og dårlig samvittighed
 
Jeg vil hellere dø af grin end være 23 igen... eller 28 uden at ane alle de dumheder, jeg er lige på nippet til at rode mig ud i, uden at ane, hvor mange år jeg ikke kommer til at sove, uden at forstå, at jeg om syv år ikke mere går i biografen med min kæreste, men kun med små børn, der synes, ”Den bestøvlede kat” er en gyser. Jeg vil heller ikke to år tilbage i tiden, hvor skoldkopperne ramte mine børn og sendte mig ud i en gyser af dimensioner. 
 
Jeg vil være her nu, hvor jeg kan gå i seng uden at være for træt til at læse en bog, hvor jeg kan mødes med mine veninder og tale om forældreintra eller politik, uden at mine bryster flyder over med mælk. Jeg vil være her, lige her, lige nu, og nyde det. Jeg vil nyde alt det, min krop har fikset for mig af børn, dans og sex, og jeg vil fortsætte med i hvert fald to af tingene, indtil jeg skal bæres ud af livet. Og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at undgå at blive en af den slags kvinder, der på de sociale medier konsekvent og uden at forstå, hvor endeløst sørgeligt det er, poster billeder af, hvordan de så ud i 1990’erne, eller hvornår de nu selv synes, de havde deres bedste år.
 
Livet leves måske forfra, men vi bliver ikke bedre til det, hvis vi hele tiden skal sammenligne os med den, vi var før i tiden. Hvis vi gør det, giver vi ikke os selv lov til at lære af vores egne fejl, men holder os fast i de dumheder, vi ikke behøver at komme tilbage til, selv om vi havde stramme kinder og knæ.
 
Læs mere om: