mande- og kvindesymbol
Selvudvikling

Ekspert om transkønnede børn: Vi skal møde børnene med åbenhed og nysgerrighed

Når vi ser flere transkønnede børn komme frem, handler det højst sandsynligt om, at vi generelt har fået større fokus på transkønnethed bl.a. i medierne og i undervisningen. Men vi kan stadig arbejde for, at børn ikke kategoriseres i stereotype drenge- eller pigeuniverser. Lektor Jacob Graack giver her sine bud på hvordan.

Langt de fleste transkønnede skifter køn som voksne – men hvorfor tror du, vi ser flere børn komme frem nu og insistere på, at de har en anden kønsidentitet?

– Det er ikke sikkert, det er udtryk for, at der er flere børn, der oplever sig som transkønnede. Måske var der lige så mange børn, der havde den oplevelse uden at sige det højt det i 1980’erne og 1990’erne, men der var måske ingen voksne, der lyttede til dem. Men lige nu er der en større opmærksomhed i medierne, samtidig med at der siden 2014 er blevet undervist i køn på pædagoguddannelsen. Det betyder, at der er blevet skrevet mere om emnet, og at flere mennesker nu har et sprog for, hvad det vil sige at være transkønnet. For vi kan jo ikke beskrive og forstå noget, vi ikke har noget sprog for. Måske har man haft en kropslig erfaring med at være et andet køn end det, man er blevet tildelt ved fødslen, men hvis man selv eller éns forældre ikke har noget sprog for, hvad der sker med én, kan man ikke give udtryk for det. På den front, er der sket et stort skift.

 

Er det en løsning at gøre børnehaver kønsneutrale?

– Nej, begrebet kønsneutralitet er en misforståelse. Når man nævner det kønsneutrale, tænker folk altid på svenske tilstande og på, at så skal alle være ens. Den svenskinspirerede normkritiske pædagogik, som jeg underviser i, handler om at modarbejde mobning gennem mangfoldighed og inklusion. Mangfoldighed er det modsatte af ensliggørelse. Når vi reagerer på baggrund af – ofte ubevidste – normer og stereotyper, lukker vi nogle døre for børnene. Det gør vi med selv bittesmå sproghandlinger. Men hvis vi åbner døren for børnene, viser vi dem, at der er mange flere muligheder for, hvordan de kan være dem, de føler sig som. Transkønnethed er jo ikke noget valg. Det trodser samfundets normer og stereotype forestillinger. Disse børn bliver mødt med undren og modstand. Det kan man gøre op med på mange måder. I nogle dagsinstitutioner har de f.eks. skiftet det at sige: ”Hej piger”, ud med at sige barnets navn, når man hilser. Det får dem til at føle sig set som unikke individer, og det har børnene sagt, at de er glade for.

– Der er masser af børn, der ikke har behov for at kategorisere sig selv i et stereotypt enten drenge- eller pigeunivers. Men hvis alt er delt op i klassisk feminint og maskulint, har man ikke noget valg.

KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt

Hvordan kan man imødekomme et barn, der giver udtryk for at have en anden kønsidentitet end den forventede?

- Man kan møde børnene med anerkendelse og nysgerrighed. Stille dem nysgerrige spørgsmål for at finde ud af, hvad deres oplevelser betyder for dem. Prøve at forstå, hvad modstanden mod det tildelte køn består i. Hvad forstår de ved at være pige? Hvad forstår de ved at være dreng? Hvis vi går ud fra, at det betyder, at de nu kun vil gå i lyserødt og have Barbie-lampeskærme, kan det være, vi er med til at kategorisere barnet igen i en meget snæver kategori, bare med omvendt fortegn. Måske er det slet ikke det, barnet forbinder med at gå fra dreng til pige. Det kan være, det handler om modstand mod de bestemte forventninger, der er forbundet med det at være dreng eller pige. Så vi skal undgå at begrænse dem og vise, at der er mange døre, der er åbne for dem.

LÆS OGSÅ: Kender du de 9 forskellige kønsidentiteter?

Jacob Graack er lektor ved pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole.

 

Læs mere om: