Selvudvikling

Dorthe Kandi: Fordomme og fjendebilleder

Alle de fordomme og forestillinger, vi havde på forhånd, og som desværre havde skubbet os over i frygten – og dér er det aldrig rart at være – blev gjort til skamme

Turde vi? Turde vi tage på ferie i Iran, hvor min mand er født, men ikke har sat sine ben i 34 år, efter at han forlod et præstestyre, der slog – og slår – brutalt ned på sine modstandere efter revolutionen, som skulle have gjort landet fri af undertrykkelse. I stedet fik iranerne nye undertrykkere. Og desværre har de det endnu.
 
 
Turde vi tage over og besøge den familie, som bor i vores hjerter, selv om vi kun har set mine svigerforældre og den ene af de to søskende, der stadig bor der, et par gange i de seneste 25 år?
Turde vi tage tørklæderne på og de lange bukser og lange ærmer og huske, at blusen også skulle dække numsen? Turde vi vise vores tatoveringer, eller skulle de dækkes med tape, som vi havde hørt af en bekendt. Turde vi?
Ja, vi turde ... men jeg må indrømme, at jeg sjældent har været så nervøs for en rejse, som jeg var for denne – på trods af at jeg har rejst i det meste af verden de sidste 30 år. 
 
Der var mange følelser i det, fordi vi skulle besøge det land, som min mand var rejst fra, og som han naturligvis har mange stærke meninger om. Vi har jo også set hjerteskærende videoer fra demonstrationer, hvor kvinder, der nægter at bære det ved lov påbudte hovedtørklæde, bliver anholdt på brutal vis – og hvoraf flere siden er forsvundet. Vi har hørt politikere verden over tordne mod styret. Selv globetrotter-kolleger var bekymrede på mine vegne. Så at tage vores tre – om end store – børn og vores svigerdatter med til et land med så lidt goodwill i Vesten virkede indimellem som lige lovlig dumt. Men vi turde – eller vi gjorde det alligevel.
 
LÆS OGSÅ: Bliver der fløjtet efter dig på gaden?
 
Og nu er vi retur efter en helt igennem fantastisk ferie. En ferie, hvor jeg sjældent har grædt så meget, fordi det var så rørende at mærke varmen og kærligheden fra den store familie, som jo nærmest ikke kender os, men alligevel så tydeligt holder af os.
 
Hvor vi på gaden blev mødt af så omfattende venlighed og respektfuld nysgerrighed, at jeg aldrig har mødt noget lignende. Hvor de eneste kommentarer, vi fik i forhold til vores påklædning, var beklagelser over, at vi skulle bære tørklæde, og komplimenter for, hvor godt vi i øvrigt så ud.
 
Alle de fordomme og forestillinger, vi havde på forhånd, og som desværre havde skubbet os over i frygten – og dér er det aldrig rart at være – blev gjort til skamme. Stærkt til skamme.
Og jeg erkender og understreger, at Iran har et forfærdeligt styre – et undertrykkende og totalitært regime, som masser af de mennesker, vi mødte, i øvrigt er stærkt utilfredse med; også folk, som vi slet ikke kendte, og som i løbet at få minutters samtale erklærede deres utilfredshed uden hverken at se sig over skulderen eller sænke stemmen.
 
Den perfekte julegave-idé – giv et abonnement på FEMINA. 5 numre for 150 kr. >
 
Men befolkningen er ikke magthaverne. Vi fik i den grad bekræftet rygtet om, at Iran har en utrolig gæstfri og venlig befolkning. Og noget af det, vi kunne blive enige om uanset tro og politisk holdning, er, at magt kan korrumpere, og at respekt og forståelse for hinanden kan bringe os meget længere end fordomme og fjendebilleder. For i Iran som i alle andre lande er de fleste optaget af at skabe gode liv for sig selv og deres familier – ligesom vi er.
 
Og fjendebilleder går jo begge veje – som en fætter ærligt bemærkede, så var han overrasket over, at vi seks danskere var så kærlige mod hinanden og åbne og glade over for dem: ”Vi troede, I var meget kolde i Vesten”. Ja, det er jo en stereotyp, man kun kan grine ad.
 
Dagen efter vores hjemkomst hørte jeg i P1 en præst sige: ”Det handler om et for lille selvværd, hvis man har brug for at udskamme andre for at styrke sig selv”. Og der blev tilføjet: ”Mørke briller gør det svært at se, hvem den anden virkelig er”. Sande og kloge ord, uanset om det gælder stort eller småt. Hvis vi lader mørke briller skygge for nuancerne, skaber vi altid kun mere frygt og fordomme ... og hvornår har det egentlig været til gavn for andre end dem, der sidder på magten? Når fordomme og fjendebilleder nedbrydes, opstår muligheden for fred. Det lyder måske utopisk – men min rejse til Iran har betydet, at jeg igen tør tro på det.
 
Læs mere om: