Selvudvikling

Brev til Renée: Skal jeg kontakte en 20 år yngre musiker, jeg er forelsket i, selv om jeg er gift?

Jeg er lykkelig gift men har forelsket mig i en sanger/musiker. Jeg kan simpelthen stå og kigge på ham, få våde øjne, gåsehud og bare drømme om, at han er min. Hvad skal jeg gøre? Læs ugens brev til Renée her

Kære Renée
Jeg er en kvinde på 52 år, som er lykkelig gift, mor til dejlige børn, har et velfungerende familieliv – nogle kalder det ligefrem den perfekte familie. Vi er aktive sammen både til hverdag, weekend og ferier, og vi elsker at opleve ting sammen som musikfestivaler.
 
 
Mit sjove, skøre og drømmende dilemma har noget at gøre med sidstnævnte. Siden 2017 har vi været til flere koncerter med et bestemt band, og sagen er den, at jeg har forelsket mig i en sanger/musiker fra bandet. Jeg kan simpelthen stå og kigge på ham, få våde øjne, gåsehud og bare drømme om, at han er min. Jeg tænker på at vågne op ved siden af ham, få ham til at synge for mig med sin guddommelige stemme og bare ligge tæt. Jeg har mødt ham personligt til en festival, hvor vi bare hyggesnakkede. Jeg var som en 17-årig indeni. Jeg havde lyst til at sige en masse ting og invitere ham ud på en date, men gjorde det ikke. Han er 20 år yngre end mig, og jeg er også gift og så videre.
 
Jeg kan ikke få ham ud af mine tanker, jeg tænker på ham dagligt, og det har jeg gjort i snart et år. Jeg ved godt, det lyder fjollet, men han har ramt mig på flere områder, og hvorfor skulle han finde sådan en gammel kone som mig interessant? Jeg lytter til hans musik dagligt, drømmer og ønsker mig 20 år yngre. Jeg har lyst til at sende en hilsen på Instagram, Snapchat eller Facebook, men hvad skal jeg dog skrive? Hvad skal jeg gøre? Drømme videre og tænke: Det går over en dag? Jeg elsker musik, og det fylder min hverdag i forbindelse med mit job, jeg er fascineret af alle de kreative mennesker, der lever i denne verden, og elsker at være i selskab med dem. 
Mvh. ”Den skøre kone”
 
LÆS OGSÅ: Skal jeg forlade min kæreste for uforpligtende sex med en gift mand?
 
Kære ”skøre kone”
Der er flere scenarier og mange tanker, man kan få omkring det her dilemma, men kogt helt ind til benet, er der nok kun to mulige:
1) Du handler på din fantasi.
2) Du undlader at handle på din fantasi.
 
Jeg var nødt til at gå rundt en rum tid og tænke over, hvad det kunne indebære, hvis du handlede på din fantasi, og jeg talte med min mand. Jeg fortalte ham, at jeg synes, det var vidunderligt, at en kvinde som dig sådan kunne forelske sig hovedkulds i en ung mand, tænk, al den energi der stadig er i ”os”, selv om vi er over 50. Hans svar var, om jeg ville synes, det var lige så vidunderligt med den energi, hvis det var en mand, der havde skrevet og sagt, at han var blevet forelsket i en ung pige, der var 20 år yngre end ham? Det ville jeg nok ikke, for hvordan ville det se ud fra den anden side: Hvis din mand havde forelsket sig i en yngre kvinde? Hvad ville du tænke om jeres liv sammen, og hvordan ville det påvirke dit liv fremover?
 
Du har en dejlig familie, som du elsker. Hvorfor sætte alt det over styr for den forbigående psykose, en forelskelse jo er? Hvad sker der, hvis du handler på fantasien? Du tager kontakt til den unge mand, fortæller ham, hvordan du har det. Måske vil han synes, det er spændende, måske vil han ikke engang svare dig? Måske mødes I, indleder en affære og har det dejligt sammen. Du har ikke fået den slags sex i årevis, det hele er nyt. Du og din mand kender hinanden ind og ud, det kan aldrig blive nyt og spændende, som det er med en yngre mand. OG HVAD SÅ? 
 
KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt
 
Forestiller du dig, at der kunne være en fremtid med ham, at dine børn ville synes, det var o.k.? Ville du have lyst til at skabe et liv med så ung en person? Eller er det bare sex og en affære, du længes efter? Er du villig til at ofre dit ægteskab og din familie? Der er den risiko, at din mand vælger at gå fra dig, hvis han opdager det.
 
Det andet scenarie er, at du ved, det er en forbigående psykose, og at den skal du bare stå igennem. Altså at du intet gør, men i stedet begynder at se på, hvorfor du pludselig bliver så forelsket i en ung mand. Hvad er det, du savner, hvad mangler i dit ægteskab, og ikke mindst: Er det muligt at finde sammen med din mand? Måske handler det om, at du er ved at komme i overgangsalderen, og du vil have hed sex og hot forelskelse, inden butikken lukker? Måske handler det om, at du og din mand har kendt hinanden så længe, at I har glemt at sætte pris på hinanden, glemt at være kærlige og seksuelle sammen, eller at det seksuelle med årene er blevet kedelig rutine? Måske er det så muligt her i scenarie 2, at du erkender, at du selv har været med til at lade det blive en kedelig rutine, og opdager, at du længes efter nærhed og lidenskab? Måske kan du beslutte dig for at få det, du længes efter sammen med din mand?
 
Jeg kan ikke råde dig og vil ikke råde dig. For den ene side af mig siger: Vi har kun det ene liv, skal vi ikke leve det fuldt ud? Mens den anden side af mig – og jeg tror, den er stærkere – siger: Familie, børn og det at være hinandens livsvidner er lige nøjagtig det, der giver livet mening. Jeg håber, du finder vejen at gå, og at mine ord måske kan hjælpe en lillebitte smule i processen.
Kærlig hilsen Renée
 
SKRIV TIL RENÉE
Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk
Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.
 
MEGET MERE RENÉE
Her kan du finde tidligere svar fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.
 
LYT TIL RENÉE
I podcasten Brev til Renée kan du møde Renée, der svarer på spørgsmål om følelser og parforhold fra jer derude. Lyt med her
podcast brev til renee
 
Læs mere om: