suppekur
Selvudvikling

Brev til Renée: Han vil have mig. Så vil han ikke. Så vil han godt igen

Jeg er meget usikker på hans følelser for mig, og jeg føler nok ikke, vi har fået vores ægteskab afsluttet. Læs ugens brev til Renée her

Hej Renée
Jeg blev skilt for nogle år siden efter mange års ægteskab. Det skete efter en meget lang og hård periode, hvor jeg til sidst var kørt helt ned. Jeg kunne ikke mere og bad om skilsmisse. Vi har to børn sammen. Han blev chokeret og sagde, at han ville lægge sig fladt ned, og foreslog parterapi. Jeg sagde nej. Nogle måneder efter skilsmissen fortalte han, at han havde fundet en veninde, og flyttede kort efter. Pludselig kontaktede han mig og spurgte, om jeg havde fortrudt, og at hvis jeg havde, skulle vi trække alt tilbage. Jeg sagde, at det havde jeg ... men hørte så ikke mere fra ham. Efter nogle måneder ringede han igen og sagde, at han savnede mig, og jeg sagde ja til at prøve igen, men så mente han alligevel ikke, han kunne magte et forhold. Herefter fandt jeg ud af, at han var sammen med den anden kvinde igen. Efter lidt tid kontaktede han mig igen for at fortælle, at han havde slået op med sin kæreste, og vi begyndte at se hinanden og have sex. Fra den ene dag til den anden havde han ikke længere tid, og det viste sig, at han var gået tilbage til kæresten igen.
 
 
I den følgende sommer kontaktede han mig og sagde, at hvis vi skulle have en mulighed for at finde sammen igen, skulle jeg lade ham være sommeren over, hvilket jeg indvilligede i. Derefter fik jeg en besked fra hans kæreste, som mente, at jeg havde vendt mine børn imod deres far, at hun elskede ham, og at han elskede hende. Nu ville han pludselig have ro til at træffe en endegyldig beslutning, og jeg skrev til ham, at kom han tilbage til mig, skulle han droppe kontakten til den anden kvinde, og at vi i givet fald var nødt til at tale om, hvordan vi hver især gerne ville komme videre. Svaret fra ham var, at jeg skulle holde mig væk fra ham det næste stykke tid. Efter et stykke tid skrev han, at han var bange for at gøre mig ondt, hvis vi fandt sammen igen, hvortil jeg svarede, at det ville gøre mig ondt, hvis han valgte mig fra. Vi er ikke helt kommet videre derfra. Spørgsmålet er nu, om det er en god idé at forsøge igen? Jeg ville aldrig sige ja, hvis jeg ikke virkelig troede på det, og hvis jeg ikke elskede ham. Men jeg er meget usikker på hans følelser for mig, og jeg føler nok ikke, vi har fået vores ægteskab afsluttet.
Mange hilsner En ekskone i vildrede
 
LÆS OGSÅ: Min mand leder efter en affære
 
 
Kære ekskone i vildrede
Det er en lang og turbulent skilsmisse, du skildrer i dit brev. Du og din mand har åbenlyst meget svært ved at give slip på hinanden, og jeg er sikker på, det er, fordi I et eller andet sted passer godt sammen, og fordi I måske stadig elsker hinanden. I begyndelsen var det dig, der ville skilles, fordi du var kørt ned, og siden har det været ham, der har været til og fra, fordi han meget hurtigt fandt en anden, som han stadig ser on/off, ligesom han ser dig on/off. For at være helt ærlig så ser det ud, som om han spiller på to heste, og et eller andet sted kan jeg ikke helt gennemskue, hvad det er, der får ham til at blive ved med at gå tilbage til den nye kæreste og så tilbage til dig – kun for at gøre det samme igen efter noget tid. Jeg har læst dit brev et par gange, og som jeg opfatter det, kunne det handle om, at din mands nye kæreste på en eller anden måde er ambivalent i forhold til ham og deres forhold. Hun er optaget af hans kærlighed til både dig og til jeres børn, og hun og din eksmand går ud og ind af deres forhold.
 
Det får mig til at tænke på, om det kunne være sådan, at din mand vender tilbage til dig, hver gang der er problemer med hende den nye? Jeg ved, at det er en sårende ting at skrive og en sårende tanke i det hele taget – men der er bare noget inde i mig, som får den mistanke, og derfor føler jeg mig nødsaget til at lufte det for dig. Jeg ved ikke, om det, jeg tænker, er rigtigt, men din mand er så flygtig i sin kontakt med dig, at det virker, som om du hele tiden skal passe ind i hans liv. Han synes ikke at være dedikeret til, at I skal være sammen igen.Tværtimod er han vag og ubeslutsom om det, og hvis det var mig, der stod over for en mand, der havde den slags forbehold, så tror jeg helt ærligt ikke, jeg ville være interesseret i at finde sammen med ham igen.
 
Få 13 nr. af femina + glasvase fra Lyngby Porcelæn for kun 348 kr.
 
I har været meget igennem både sammen og hver for sig. Hvis jeres ægteskab skal have en chance for at blive godt og kærligt igen, vil det kræve, at I begge to går 100 procent helhjertede ind i det og begge ønsker det: At være sammen resten af vejen. På samme tid skulle ambitionen også gerne være, at I ikke begår de samme fejltagelser, som I lavede i første runde, så jeres forhold får større mulighed for glæde og overlevelse. Derfor tænker jeg, at hvis du overhovedet skulle overveje at være sammen med din eksmand igen, skal du forlange meget mere af ham, end du gør nu. Det er ikke nok, at han måske godt gider i næste uge, eller at han lige skal tænke over det. Han skal ønske det, ville det og love dig, at der kun er dig i hans hjerte, og så skal han være klar til at yde den indsats, et ægteskab fortjener. Hvis han ikke kan det, er han ikke værd at gå tilbage til!
Kærlig hilsen Renée
 
Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til.  Skriv til  femina, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej.
 
Meget mere Renée
Her kan du finde tidligere svar og klummer fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.
 
Følg også femina på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet eller andre ting, du finder aktuelt at debattere.
 
Læs mere om: