Sarah
Selvudvikling

18-årige Sarah har angst: Jeg bliver vildt pinlig over mig selv

Nogle bliver paniske, når de skal tage bussen. Andre overfortolker sygdomssymptomer. Andre igen er konstant bange for at dø. Angst viser sig i mange afskygninger, og på 10 år er antallet af unge under 18 år med angst tredoblet. Læs, hvordan Sarah på 18 og hendes mor Berit hver især oplevede det, da Sarah pludselig fik angst.

 

femina fokus

De føler sig pressede, forkerte og ensomme. Den unge generation har mange muligheder, men en stor del af dem føler sig alligevel ikke tilpas. De skal præstere i skolen og på de sociale medier, have både gode venner, kæreste og et udseende, de selv er tilfredse med. I disse uger sætter vi fokus på de unge – til tider – ulykkelige piger og ikke mindst på, hvordan vi kan bidrage til, at de får et bedre liv.

 

Angsten opstod, mens Sarah gik på balletskolen. Siden er den vokset inde i hende, og det har været svært at tale om. Efterhånden har Sarah lært at tæmme angsten. Men den er der altid.

Sarah står på et toilet på Det Kongelige Teaters Balletskole, kort efter at hun har danset en prøveforestilling. Tankerne flyder sammen, og hun kan ikke koncentrere sig om noget. Pludselig bliver hun svimmel og kan ikke få vejret, det sortner for hendes øjne, og hun vælter baglæns. Blackoutet varer kun et splitsekund, og hun når at gribe fat i en håndvask, så hun ikke falder. Efterfølgende ligger hun længe og kan ikke kontrollere sin vejrtrækning.

Det er tre år siden, 18-årige Sarah Louise Runge havde sin første oplevelse med angst. Hun har lettere ved at håndtere den nu, men den er der hele tiden.

– Der går ikke én dag, hvor jeg ikke tænker på det – og hvor jeg ikke har bare en snert af angst og når at tænke: Åh nej! Så beroliger jeg mig selv. Men det er nok til at ødelægge min dag, fortæller Sarah.

Lukke mor ind

Ofte ligger angsten bare i kroppen. Hjertet hamrer, og hun får svært ved at trække vejret, men ikke nok til at hyperventilere. Nogle gange kan hun nå at lave åndedrætsøvelser. Andre gange kommer angstanfaldet ligesom den dag på balletskolen.

– Jeg er så angst for angsten. Når jeg får et angstanfald, er jeg ofte sammen med mange mennesker og føler mig som en kæmpe belastning. Det eneste, jeg tænker, er: Hvor skal jeg flygte hen?

På balletskolen skulle man hele tiden præstere, og både Sarah og hendes mor har en idé om, at det har trigget angsten.

– Når jeg græd af smerte, sagde de, at det ikke hjalp at græde. Jeg følte ikke, jeg måtte vise svagheder, det var bare pres på pres. Og så var jeg hele tiden i tvivl om, om jeg ville bestå eksamen i slutningen af året.

Efter det første anfald blev Sarah mere ked af det og havde ofte ondt i maven. Ret hurtigt blev hun sikker på, at hun ikke ville gå på balletskolen mere. Samtidig fortalte hun sine forældre, at hun gerne ville have professionel hjælp. Ingen vidste på det tidspunkt, at det var angst.

– Min far syntes, jeg skulle se en psykolog, men min mor troede, at vi selv kunne klare det. Jeg tror ikke, der er særlig mange forældre, der kan hjælpe lige dér. Man er nødt til at have hjælp udefra. Først et halvt år efter mit første anfald blev vi enige om, at det ikke ville gå over af sig selv, og så kom jeg til psykolog.

Sarah snakker bedre med sin far om angsten. Han tager det mere roligt end hendes mor.

– Jeg føler ikke, min mor har kunnet finde ud af at være der på den rigtige måde i forhold til angsten. Min far har selv oplevet angst, så han har lettere ved at sætte sig ind i det. Men jeg kan heller ikke finde ud af at lukke min mor ind. Jeg kan slet ikke håndtere, når hun kommer med råd. Hun prøver virkelig at gøre det rigtige, men det er ikke det rigtige for mig.

Karakterræs

9. klasse forløb uden angst, måske fordi Sarah var startet på en skole med klare rammer. Sarah ved ikke, hvad hun er angst for. Derfor prøver hun at finde et mønster i, hvornår hun får det, og det viser sig ofte at være, når hendes liv er ustruktureret. Det er det nærmeste, hun kommer på en årsag. Og da Sarah var på efterskole i 10. klasse, vendte angsten tilbage for fuld kraft. Derfor har hun valgt at tage en hf på en Rudolf Steiner-skole, hvor der hverken er eksaminer eller karakterer.

– Det er fedt at komme i skole og lære noget, men det giver ingen mening, at vores fremtid afgøres af den karakter, vi præsterer på én dag. Jeg synes, det er synd, vi ikke bliver mødt mere som de mennesker, vi er. Min personlighed er jo ikke et tal. Jeg ville aldrig kunne klare mig på et normalt gymnasium med min angst.

Sarah har længe haft aftaler om sine angstanfald med nogle venner, hun føler sig tryg ved. Det hjælper, hvis de sætter sig ned og trækker vejret sammen med hende.

– Hvis jeg siger, at jeg har brug for at lede tankerne væk, så er de der. Men nu tør jeg faktisk ikke spørge så ofte om hjælp mere. Jeg bliver vildt pinlig over mig selv, og jeg føler, at jeg blander folk ind i et problem, som ikke er deres. I nogle venskaber blev min angst til et hovedemne, og det er bare ikke fedt.

Det skal bare gå væk

Tror du, angsten kommer til at forsvinde helt?

– Jeg har altid tænkt, at det går væk en eller anden dag. Men hvad nu, hvis det IKKE går væk? Nu bliver jeg helt ked af det …

Sarah skjuler øjnene bag hænderne og tørrer tårer væk.

– Det fylder bare alt for meget, så det skal bare gå væk. Der er ingen anden udvej.

Sarah besluttede sig for at starte i gruppeterapiforløbet Chilled, og snart har hun været i forløbet i to måneder.

– Når man har angst, vil man prøve alt, for at det går væk, så jeg havde allerede lært mig selv mange af de metoder, vi lærer i Chilled. Og jeg får færre angstanfald, efter at jeg er begyndt dér. Jeg har gået til psykologer og terapeuter, som har fokuseret på, hvor min angst stammer fra. I Chilled snakker vi om, hvad jeg skal gøre ved angsten, og det har gjort en stor forskel.

 

Sarahs mor: Jeg gjorde det, jeg troede var bedst

 

 Som mor vil man som regel sine børn det bedste. Berit Runge er ingen undtagelse, men det har ikke altid været lige nemt at være mor til et barn med angst. I forholdet til Sarah ligger der masser af tvivl, fortrydelse og sårbarhed gemt i hendes altoverskyggende kærlighed.

  Angst var slet ikke den første tanke hos Berit Runge, da hendes datter kom hjem efter anfaldet på balletskolen. Hun måtte bare have været nervøs for at skulle danse og brugt al sin energi på det.

Berit har været alene med sin datter stort set hele Sarahs liv. Alligevel har hun kun oplevet et angstanfald over telefonen. Hun var sammen med nogle venner, da mobilen ringede.

– Der var ikke andet end vejrtrækning i den anden ende, så jeg forsøgte at tale hende ned og sagde, at hun skulle prøve at fokusere på noget andet. Da jeg lagde på, roste mine venner mig for at tackle det godt. Da jeg kom hjem, sagde Sarah, at jeg havde tacklet det så dårligt.

Da en niårig Sarah bad om lov til at søge ind på balletskolen, havde Berit bange anelser. Men da hun året efter bad igen, gav Berit sig. Men tiden på balletskolen var hård for Sarah, og det påvirkede også hendes mors holdning til skolen.

– Vi har ikke været gode til at støtte op omkring balletskolen, og det kan godt have været stressende for Sarah. Måske har jeg i virkeligheden gjort hende en bjørnetjeneste.

Berit talte ofte med Sarahs far om at tage Sarah ud af balletskolen. Men hun var bange for, at hvis Sarah virkelig ville være balletdanser, ville hun hade sine forældre for at tage det fra hende.

– Jeg tror, Sarahs nervesystem blev overbelastet, fordi hendes krop og psyke blev udsat for et konstant pres.

I det hele taget har jeg tænkt over, om jeg kunne have gjort noget anderledes. Har det skadet hende, at hun er skilsmissebarn og har rejst frem og tilbage mellem os? Det er jo topstressende.

Efter et stykke tid foreslog hendes far, at hun talte med en psykolog. De begrundelser, han havde, kunne Berit slet ikke genkende. Hun så Sarahs problemer som almindelige teenagefrustrationer.

– Vi havde ikke fanget, at det var angst. Jeg gjorde det, jeg troede, var bedst for hende – sagde, at det var helt normalt at føle sig presset som ung. Senere har vi talt om, at hun følte, jeg negligerede hendes problemer, og set i bakspejlet så jeg hende jo ikke.

Ned i kroppen

Berit har altid gerne villet hjælpe med at finde metoder, der gør livet nemmere for hendes datter. Det var ikke sjovt at være mor, da Sarah var på efterskole, og Berit ikke kunne være der fysisk. Da Sarah kom hjem fra efterskolen, arrangerede hendes mor, at hun kom til en form for kropsbehandling, hvor man samtidig taler om tingene.

– Jeg syntes, hun skulle ned i kroppen og mærke. Hun har gået fem år på en skole, hvor hun skulle stå på alle mulige kunstige måder, som har gjort pisse ondt, og det var hun nødt til at pakke væk. Til en behandling havde de så snakket om mig. Senere fortalte Sarah mig, at jeg ikke havde været der på den måde, hun havde brug for, da hun havde det mest svært. Det er meget svært at tilgive sig selv. Jeg gjorde det bedste, jeg kunne.

Tror du, angsten kommer til at forsvinde?

– Det ved jeg ikke, men jeg har sagt til hende, at hun er nødt til at finde en måde at være i det på. For det er ikke sikkert, at det går væk. Der er nogen, der lever med angst resten af deres liv.

Har du et råd til andre forældre?

– Som forælder tror jeg, man skal lade terapeuterne om det, og så bare være der, lytte, kramme og trøste. Det har jeg ikke været særlig god til.

 

Angst i tal

  • Fra 2006 til 2016 er antallet af børn og unge under 18 år med angst eller depression tredoblet. I 2006 havde 2.354 unge angst eller depression. I 2016 var det tal steget til 7.189, viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen.
  • 12,8 % af unge kvinder mellem 16 og 24 år fortæller i en undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen fra 2017, at de har følt sig meget generet af angst, ængstelse, nervøsitet og uro inden for de seneste 14 dage. Det er den højeste andel blandt aldersgrupperne. Og det er over dobbelt så stor en andel, som hos de jævnaldrende unge mænd.
  • 35 % af de unge taler sjældent eller aldrig om deres angstsymptomer, enten fordi det ikke er nødvendigt, fordi det er for privat, fordi de ikke vil bekymre andre, eller fordi det føles pinligt eller unormalt ikke at have det godt. Det viser en undersøgelse foretaget af Epinion for Psykiatrifonden.