Fine farvekombinationer til indretningen
Tips & idéer

5 farvekombinationer, der fungerer i indretningen

Farver i indretningen hitter, men hvordan får vi dem inkorporeret i boligen, og hvilke farver er det perfekte makkepar? Boligjournalist Mette B. Seerup giver her sit bud på 5 fine farvekombinationer, du måske skal afprøve derhjemme.

5 fine farvekombinationer til indretningen

Trænger du til nye, farverige fornyelser i din bolig, men har brug for lidt inspiration til, hvilke farver du skal kombinere? Lidt nips, puder og en spand maling, mere skal der ikke til for at få skabt nyt liv i indretningen. Se med her, hvor vores boligjournalist Mette B. Seerup kommer med sine 5 yndlings farvekombinationer.

Lyserød og gul

En feminin farvekombination for de lidt mere modige. Den pigede lyserøde farve kan vi ikke komme uden om dette forår, og mixer du den med solgule elementer, vil din boligindretning emme af forår og sommer. Det behøver ikke at koste alverden at få dette fine makkerpar indkorporeret i indretningen. Gå efter nips som vaser, fade, plakater og keramik i den fine farvekombination. Mal et gammelt møbel som f.eks. en stol eller en kommode, og gør det til et centerpiece i din indretning. Du kan også gå all in og male en hel væg i enten lyserød eller gul.

Fint keramik i lyserøde og gule nuancer

Blå og rød

Giv din indretning et frisk og modigt løft med farvekombinationen blå og rød. I denne farvekombination skal du ikke være bange for, at der kommer lidt knald på farverne. Den klare røde farve giver nemlig et flot modspil til den mørkeblå og er ofte et rigtig godt mix i en grafisk sammenhæng. Gå f.eks. efter stribede puder i de to nuancer, og lad farvenuancerne gå igen på væggen med fine plakater. En flot postkasserød er også perfekt til et gammelt møbel, der vil lyse op i rummet og skabe opmærksomhed.  

Få 13 nr. af femina + 3 Kähler Hammershøi vaser for kun 348 kr.

Blå og rød i indretningen

Mørkeblå og karrygul

Måske du allerede har kastet dig ud i en mørkeblå farve på væggen i soveværelset. Eller måske pryder den flotte farve din sofa i stuen. Få et fint farvespil ved at mixe den mørkeblå med en varmere karrygul på f.eks. puder og sengetæppe, hvis du vil give rummet en hyggelig og varm stemning.

Farvede puder i indretningen

Bordeaux og terrakotta

Bordeaux og terrakotta er farver, der komplimenterer hinanden rigtig godt. Den brunlige farveskala kommer til at hitte denne sæson, så du kan sagtens investere i fine puder og keramik i farven terrakotta. De mørkere farver giver stemning, så mal alle rummets vægge i en brun farveskala, og du vil få en varm hulestemning, der er skøn i soveværelset.

Bordeaux og terrakotta i indretningen

Støvet blå og brun

Giv din indretning en skøn forårsfornyelse med støvede blå nuancer og mix med sæsonens brunlige afdæmpede farver, der giver de rustikke flader lidt modspil. Vælg dette fine farvespil, hvis du vil skabe ro og hygge i dit soveværelse. Du kan også sagtens implementere farvekombinationen på dit badeværelse, hvor de vil give en ren og enkel stemning af wellness.

Støvet blå og brunlige nuancer i soveværelset

LÆS OGSÅ: Sådan får du farver ind i indretningen

LÆS OGSÅ: 9 fede hylder, du selv kan lave